mboost-dp1

Toshiba

Toshiba annoncerer 64 GB flashram-chip

- Via engadget - , indsendt af searchia

Toshiba har netop annonceret, at de snart er klar med en 64 gigabyte (GB) indkapslet NAND flashram-chip. Den nye chip består internt af 16 32 Gigabit flashram-chips, der er placeret forskudt oven på hinanden.

De første testeksemplarer er allerede klar, og masseproduktion af op til 3 millioner chips om måneden forventes at starte i løbet af første kvartal 2010.

Blandt aftagere af forgængeren til den nye chip, der “kun” rummede 32 GB data, finder man blandt andet Apple, der brugte chippen i sin iPhone og to af dem i den største iPod Touch-model.

Det forventes, at Apple fortsat vil anvende flashram-chips fra Toshiba og dermed kan en 64 GB iPhone og 128 GB iPod Touch snart blive en mulighed.

Den officielle pressemeddelelse kan læses her.

Google

Bit.ly får konkurrence fra Google og Facebook

- Via TechCrunch - , redigeret af Emil , indsendt af hmn

Nogle gange er det ikke praktisk at skrive et link, primært fordi det kan være meget langt. Det bliver især upraktisk, hvis man ikke har mange tegn at gøre godt med, så her kommer url-forkortelsestjenester som f.eks. Bit.ly ind.

Netop Bit.ly er meget populær, ikke mindst pga. et samarbejde med Twitter, men nu kan tjenesten snart få hård konkurrence.

Internetgiganterne Facebook og Google har begge startet deres egne tjenester, henholdsvis fb.me og goo.gl, der dog i første omgang ikke anvendes til andet end specifikke opgaver.

Google anvender deres tjeneste i forbindelse med deres Google Toolbar og Facebook i forbindelse med den mobile udgave af deres side. Hos hjemmesiden Techcrunch forventer man dog, at både Google og Facebook snart udvider tjenesterne.

newz.dk

DIFO vil se nærmere på orango.dk-sag

- Via Comon - , indsendt af nomissenrojb

Sagen om domænenavnet orango.dk, der blev tvangsoverdraget til firmaet Orango fra den hidtidige ejer Peter Veileborg, ender nu på bordet hos DIFO (Dansk Internet FOrum), der er organisationen bag DK-Hostmaster.

Hos DIFO har man ikke kunnet undgå at høre om både orango.dk- og eof.dk-sagerne, hvorfor man nu vil tage et offentligt møde, hvor man vil finde ud af, om domænereglerne er gode nok.

Formanden for DIFO, professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen påpeger, at de ikke har noget at udsætte på Klagenævnet for domænenavnes afgørelse i sagerne, idet de er sket efter gældende ret. Dog vil han være klar til at se på en lovændring, hvis der er stemning for det.

SXC - tonyclough

EU vil indføre 85 dB-grænse på MP3-afspillere

- Via BBC News - , indsendt af Magten

Det er ikke nyt, at et højt volumenniveau i høretelefonerne fra f.eks. en MP3-afspiller kan føre til permanente høreskader. Det har flere gange været oppe, at der bør indføres et loft, og nu ser EU ud til at gøre alvor af sagen.

Idéen er ved lov at indføre, at en musik- eller videoafspiller kun kan afspille lyd ved op til 85 dB(A) som standard, vil man over dette niveau, skal det ske ved at ændre dette i f.eks. en menu, men da kun til maksimalt 100 dB(A).

EU har undersøgt flere MP3-afspillere, og nogle tillader lydtryk på helt op til 120 dB(A), hvilket kan forårsage høreskade meget hurtigt.

Forslaget kommer på et tidspunkt, hvor antallet af folk med høreskader er stigende, og EU frygter at op mod 10 millioner borgere i EU-landene vil få høreskader, hvis der ikke ændres noget.

Lovforslaget vil blive gennemgået i en to måneders periode, som starter i næste måned, hvorefter der sandsynligvis falder en afgørelse i løbet af foråret.

SXC - guitargoa

Stor interesse for COP15 på nettet

- Via Comon - , indsendt af ktg

Hvis man ikke har levet under en sten den seneste tid, så har man nok bemærket, at Danmark, og mere specifikt København, disse dage er vært for verdens største klimatopmøde; COP15.

Ikke overraskende skrives der ekstra meget om København i disse dage i medier verden over, og det kan ses direkte hos Google Trends, der giver et billede af, hvad verdens onlinebefolkning interesserer sig for her og nu.

På sit højeste var klimatopmødet en overgang på førstepladsen over “Hot Topics”, men er nu faldet ned igen og er således ikke længere at finde på top-listen.

Ser man på interessekurven for de seneste 12 måneder for København, er den steget kraftigt op til topmødets start, men er nu begyndt at falde igen.

Oracle

Oracle nærmer sig aftale med EU

- Via BusinessWeek - , redigeret af Emil , indsendt af arne_v

Oracle vil meget gerne have gennemført deres opkøb af Sun, et opkøb der er blevet godkendt af både aktionærerne og de amerikanske myndigheder, men p.t. er blokeret af EU.

Hos EU-kommissionen er de bange for, at opkøbet vil forringe konkurrencen på databasemarkedet, idet Oracle, ud over deres egen database, vil sætte sig på MySQL.

Netop MySQL vil Oracle nu love ikke at røre ved, men fortsat understøtte og udvikle på. Udmeldingen er blevet positivt modtaget i EU, der dog ikke på den baggrund har svaret på, om omkøbet kan gennemføres eller ej – dette vil sandsynligvis først ske i januar.

Til trods for de positive tilkendegivelser fra EU, er der stadig kritikere, som gerne så mere vidtrækkende indgreb, som f.eks. at MySQL helt skilles ud fra Oracle, hvilket dog er blevet afvist af databasegiganten.

SXC - garytamin

Kina øger indsatsen mod online-porno

- Via Computerworld DK - , redigeret af Net_Srak , indsendt af ktg

I Kina har myndighederne længe været imod pornografi, og de har gjort meget ud af at fjerne det fra internettet. Senest er de nu begyndt at lukke en række bittorrent-tjenester, fordi de gav adgang til porno.

Ifølge lokale nyhedstjenester er der den seneste tid lukket flere hundrede hjemmesider i kampen mod pornoen, som myndighederne mener, er skadeligt at se, især for unge.

Det er dog ikke kun torrent-sider, der har været i myndighedernes søgelys, således er Google og den lokale søgetjeneste Baidu igen blevet kritiseret. Denne gang skyldes det, at det har været muligt at finde links til pornografisk materiale via siderne.

Hos Baidu har man valgt omgående at fjerne de anstødelige links, imens Google endnu ikke har udtalt sig i sagen.

Både i Kina og uden for landet anser flere regeringens kamp mod porno som en måde at dække over en del af den censur, som borgerne udsættes for.

Lunascape

Lunascape – én browser til det hele

- Via TechNewsWorld - , redigeret af Pernicious

Internetbrowseren “Lunascape” er blevet opdateret til version 6. De to største nyheder i denne knap så kendte browser er:

[list]
[li]Rendering af websider med enten Trident (Microsoft IE), Gecko (Firefox) eller ‘Webkit’ (Google Chrome). Man kan selv vælge via en DropDown menu, hvilken ‘motor’ man vil bruge til en given webside.
[/li]
[li]Fuld understøttelse af Firefox add-ons, dog med undtagelse af følgende: Glasser Pojo, IE Tab, MSN Toolbar, Search Extension Pack, Tab Control og Tab Mix Plus.[/li]
[/list]
Der arbejdes dog videre, så listen kan ændre sig med tiden. Ud over udvidelser til Firefox understøtter browseren også udvidelser til IE samt sine egne Lunascape-udvidelser.

Du kan læse mere om browseren, samt downloade den, ved at følge dette link.

Cory O'Brien

Billeder lækket af den nye Google-mobil

- Via engadget - , indsendt af ThomasNielsen

Det seneste døgn har internettet floreret med informationer om den såkaldte Google-mobil, som netop er blevet udleveret til en række medarbejdere.

Noget kan tyde på, at de ikke har skulle underskrive en aftale om ikke at må fortælle om den, for flere steder er der dukket både beskrivelser og billeder op.

Telefonen får navnet Nexus One og vil anvende Android 2.1 som operativsystem. Der er endnu ikke de store detaljer om hardwaren, andet end at den bliver lavet af HTC. Rygter vil dog have, at den kommer med en Snapdragon CPU.

Blandt de nye funktioner i Android 2.1 finder man bl.a. animerede baggrunde og en ny måde at se en oversigt over sine aktive programmer.

Følg linket til kilden for at se billederne.

newz.dk

Forbrugere snydt for 750 millioner kroner for falsk software

- Via Computerworld DK - , indsendt af ktg

I USA har FBI noteret sig et stadigt stigende antal forsøg på at snyde folk, som surfer på nettet, til at købe falske softwareprodukter.

Det er typisk “antivirus-programmer”, som folk snydes til at købe, ved at der dukker advarsler op på deres skærme, når de surfer rundt på nettet. Advarslerne ligner mere eller mindre ægte fejlbeskeder og anbefaler at købe et program for at fjerne faren, der advares om.

Det såkaldte “scareware” er blevet så udbredt, at FBI vurderer, at amerikanerne er blevet snydt for over 150 millioner dollars. Softwaren, man køber, er som regel ubrugelig eller decideret skadelig malware, som henter yderligere programmer ned, der inficerer ens computer.

Det er ikke kun, hvis man surfer på nettets mere lyssky sider, man kan støde på “advarslerne”. Flere gange har fupmagerne bag programmerne enten købt reklameplads på kendte netværk eller hacket sig ind på dem.