mboost-dp1

Audi

Google Earth integreres i ny Audi A8

- Via Gizmodo -

Til sommer vil det være muligt for de med pengepungen i orden at købe verdens første bil med indbygget navigation via Google Earth.

Det er Audi, der har indgået en samarbejdsaftale med Google, som allerede i starten af det nye år fører til integration af flere af Googles tjenester i den kommende Audi A8.

Det indbyggede Multimedia Interface (MMI) vil få Google Maps integration, ligesom det er muligt at foretage søgninger efter interessepunkter via Google, der så viser det på den 8″ store skærm.

Forbindelsen til internettet sker via GPRS/EDGE i starten, men til sommer bliver det med UMTS i MMI Plus-modellen, og så er det muligt at anvende Google Earth.

SXC - happe

EU og Microsoft er enige om browservalg

- Via CNET News -

Efter flere måneders debat frem og tilbage om, hvordan Microsoft skulle præsentere de forskellige browsere i deres browservalg ved installation af Windows, er de nu kommet til enighed med EU.

Aftalen er endt med, at alle computere, hvorpå der installeres Windows i Europa, vil give brugeren mulighed for at vælge mellem 12 forskellige browsere. Blandt disse finder man naturligvis konkurrenterne Firefox, Chrome, Safari og Opera.

Som nævnt tidligere vil browserne blive vist i tilfældig rækkefølge i et neutralt vindue og ikke i Internet Explorer. Brugerne vil kunne vælge at installere flere browsere og helt at kunne undvære Internet Explorer.

Som en del af aftalen vil Microsoft inkludere browservalget på alle computere solgt i Europa de næste fem år, ligesom valget også vil blive tilbudt eksisterende ejere af Windows XP og Windows Vista.

Med aftalen er striden mellem EU og Microsoft om monopolmisbrug i denne omgang lagt i graven.

Mono

Mono klar i version 2.6

- Via Miguel de Icaza's blog - , indsendt af arne_v

Open source-udgaven af Microsofts .NET, Mono, er nu udkommet i version 2.6, fra version 2.4, ligesom MonoDevelop er nået op i version 2.2 fra version 2.0.

I den nye udgave af Mono er der mange nyheder, bl.a. understøttelse af flere C# 4.0 API’er, som også findes i det kommende .NET 4.0. Der er også kommet en ny debugger kaldet Soft Debugger, som har integration direkte med MonoDevelop til Unix og OS X.

En anden nyhed er muligheden for at bruge Low Level Virtual Machine (LLVM) i stedet for en Just In Time (JIT) compiler, hvilket forbedrer ydelsen.

Med MonoDevelop 2.2 er der nu officiel understøttelse af Windows, hvorfor der nu også er kommet en Windows-installer, ligesom der også er kommet understøttelse for OS X.

Du kan læse meget mere om Mono 2.6 på denne side, hvor du finder mere info om MonoDevelop 2.2 på denne side.

Telmore

Telmore køber M1

- Via Computerworld DK - , indsendt af bakerman

Der bliver nu et mobilselskab mindre i Danmark, efter Telmore er blevet enige med M1 om at købe dem. Med købet får Telmore yderligere 100.000 kunder.

Hos Telmore ser man opkøbet af M1 som en god brik i deres forretningskoncept. Yderligere gøres købet nemmere af, at selskabet benytter det samme netværk som dem selv (TDC), hvorfor de nuværende M1-kunder ikke kommer til at mærke meget til opkøbet.

Der er ikke nævnt noget om, hvor meget Telmore har måttet betale for M1, men sammenlignet med Telenors opkøb af BiBoB i maj, som kostede Telenor 93 millioner kroner for 70.000 kunder, må det antages at være et godt stykke over 100 millioner kroner.

M1 er i dag bosat i Aalborg og har 20 medarbejder, der omsatte for 100 millioner kroner sidste år, hvilket blev til et overskud før skat på en halv million kroner.

Plurk

Microsoft erkender kopiering af dansk software

- Via TechCrunch -

I går kom det frem, at det lille firma Plurk, der står bag softwaren og tjenesten af samme navn, og som er udviklet af danskeren Amir Salihefendic, så ud til at have været lidt mere end bare inspiration for MSN Kinas egen variant af tjenesten kaldet Juku.

sin blog sammenligner Salihefendic Plurk og Juku med både skærmbillede og kode-eksempler, og ligheden er mere end slående.

Efter Microsoft blev gjort opmærksom på sagen, lukkede de omgående ned for den kinesiske tjeneste, så de kunne undersøge den nærmere. I dag er de nu nået frem til samme konklusion som Salihefendic, Juku anvendte kode fra Plurk.

Juku var udviklet af et eksternt selskab for MSN Kina, der til trods for strenge krav i kontrakten om ikke at anvende materiale, andre har rettigheder til, alligevel misbrugte Plurks kode.

Til trods for det var et eksternt selskab, som stod bag misbruget, tager Microsoft skylden og undskylder over for Plurk, ligesom de har lukket Juku på ubestemt tid.

Plurk er en mikroblogingtjeneste i stil med Twitter, der modsat Twitter har opnået stor popularitet i Asien.

newz.dk

Orango.dk-sag bør medføre ændring af domæneloven

- Via Version2 - , indsendt af Jonasee

I går kunne vi berette, at DIFO (Dansk Internet Forum) ville se nærmere på, om reglerne for domænenavne er gode nok. Den debat blander IBFO (Internetbranchens Fællesorganisation) sig nu i, idet de mener, der bør ske en ændring af reglerne.

Næstformanden i foreningen, Gert Jacobsen, der ligeledes er bestyrelsesmedlem i DIFO, mener ifølge Version2 ikke, det kan være rigtigt, at virksomheder kan overtage et domænenavn, som det skete i sagen mod Peter Veileborg, den tidligere ejer af orango.dk.

Det er især begrundelsen fra Klagenævnet for domænenavne om, at Veileborg ikke benyttede den til egentlig webside, men primært til mail, som falder Jacobsen for brystet.

Ger Jacobsen, næstformand for IBFO til Version2 skrev:
I forarbejdet til lovgivningen lægges der i for høj grad vægt på, at domæner skal bruges som en adresse for hjemmesider. Brugen af e-mail bør vægtes mindst lige så tungt.

Ligesom DIFOs formand, så kritiserer Gert Jacobsen heller ikke selve Klagenævnet for domænenavne, som han også mener, blot har handlet efter gældende lovgivning.

Google

Android Market runder 20.000 programmer

- Via engadget - , indsendt af Skak2000

Pendanten til Apples App Store til Android, Android Market, har eksisteret i lidt over et år og er nu netop kommet op på at kunne tilbyde 20.000 forskellige programmer.

Der er endnu et godt stykke vej op til de 100.000 programmer, som findes til iPhone og iPod Touch, men modsat i App Store, så er de fleste programmer i Android Market gratis.

Hele 62,2 % af alle programmer til Android kan hentes uden at skulle betale for dem, hvilket er en stor forskel til App Store, hvor kun 23 % af programmerne er gratis. Det betyder dog ikke, at folk er mere interesserede i betalingsprogrammer til deres iPhone, idet kun 30 % af alle Apps, der hentes fra App Store, er betalingsprogrammer.

Tallene for Android Market stammer fra hjemmesiden AndroLib.com, der indekserer, hvilke programmer der findes til Android-platformen.

Google

Chrome overhaler Safari

- Via Computerworld - , indsendt af searchia

I kapløbet om at være den mest udbredte browser sidder Internet Explorer og Firefox solidt på henholdsvis første- og andenpladsen, men på de to efterfølgende pladser er der nu sket en ændring.

Safari har længe indtaget tredjepladsen, men det er nu slut, efter at Googles Chrome-browser i den seneste måling fra Net Applications viser, at Chrome i uge 50 nåede op på en markedsandel på 4,4 %, et spring på 0,4 procentpoint. Det er lige akkurat nok til at overhale Safari, der i den samme uge har en markedsandel på 4,37 %.

Stigningen falder sammen med, at Google den 8. december frigav de første officielle udgaver af Chrome til Linux og Mac og introducerede udvidelser til browseren i Windows- og Linux-udgaverne.

Især hos Linux-folket har browseren fået en god modtagelse, hvor 6,34 % af de med Linux har valgt at benytte Chrome, et tal der blot var på 3,81 % ved udgangen af november.

CherryPal

Netbook til under 100 dollars

- Via engadget - , indsendt af Skak2000

Computerproducenten Cherrypal har netop lanceret en ny netbook, der blot koster 99 dollars, eller ca. 500 kroner, som har fået navnet Africa.

Selv kalder Cherrypal Africa for den første laptop i verden til 99 dollars og benævner den under mottoet “small, slow and sufficient”. Ser man på specifikationerne, vil man opdage, at mottoet passer meget godt.

Indmaden i Africa består af en 400 MHz processor, 256 MB RAM, 2 GB flashram og en 800 x 480 pixel 7,1″ skærm. Derudover er der et USB 2.0 stik samt et batteri, der angives til at kunne holde i fire timer på en opladning.

Som operativsystem kan man vælge imellem enten Linux eller Windows CE. Er man interesseret i den lille computer, kan den købes online hos Cherrypal.

Cory O'Brien

Google-mobil måske ikke Google-mobil

- Via Phandroid - , indsendt af bahumbaba

Når det kommer til nyheder og spekulationer om mobiltelefoner, så er Eldar Murtazin, redaktør på hjemmesiden Mobile-Review, kendt for at være en meget pålidelig kilde med meget gode kontakter.

I forbindelse med de seneste par dages snak om, at Google er på vej med sin egen mobiltelefon kaldet Nexus One, afviser Murtazin dette som rygter, idet han slet ikke ser det passe ind i Googles strategi.

Han mener derimod, der blot er tale om et nyt produkt fra HTC, som Google har fået tidligt til at teste Android på. Dette understøttes angiveligt af en snak, han har haft med en Google-medarbejder, der peger på, at situationen ikke er, som den ser ud.

På Murtazins Twitter-profil antydes det yderligere, at rygterne om Google-mobiltelefonen ikke stammer fra f.eks. ansatte hos Google, men en konkurrent.