mboost-dp1

SXC - marinm

Elpida presser ekstra RAM ud af gammel teknologi

- Via Akihabara news -

Den mest almindelige metode for RAM-producenter til at opnå højere datatæthed i deres RAM-chips er, at anvende en ny produktionsproces hvor afstanden mellem transistorerne mindskes.

Hos Elpida valgte man i 2008 at satse på to retninger ved udviklingen af nye chips, den traditionelle med stadig mindre produktionsprocesser og en anden hvor fokus er på at optimere layoutet af chipsne.

Sidstnævnte metode har nu ført til, at Elpida har introduceret deres første 1 Gb XV DDR3 SDRAM chip, der er lavet i en 65 nm teknologi, der svarer til 50 nm. Optimeringerne gør nemlig, at Elpida kan presse 25 % flere chips ned på en 300 mm wafer i forhold til en standard 65 nm proces.

Fordelen er at Elpida på den måde kan blive ved med at bruge eksisterende ældre produktionsudstyr, og derved opnå et større udbytte af dem, inden det skal sendes på pension.

Blu-ray Disc Association

Blu-ray 3D-specifikationer er klar

- Via Blu-ray.com -

Tidligere på måneden oplyste AMD, at de sammen med Cyberlink ville demonstrere den kommende Blu-ray 3D-standard i forbindelse med CES-messen, der finder sted den 7.-10. januar.

Blu-ray Disc Association (BDA) kan nu meddele at de endelige specifikationer er færdigelavet og dermed er klar til brug. Specifikationerne bygger videre på de oprindelige Blu-ray Disc-specifikationer, hvilket vil sige, at det sikrer en høj billedkvalitet og bagudkompatibilitet.

Specifikationerne er lavet således, at der ikke er et krav til hvilken skærm-teknologi, der skal anvendes. Således er det ligemeget om man har f.eks. et LCD- eller plasma-tv, blot det understøtter 3D.

Film gemt på BD i 3D vil typisk fylde ca 50 % mere end den tilsvarende 2D-udgave, pga. det ekstra billedmateriale.

Hos BDA har man store forventninger til den nye standard, som de håber vil blive drevet frem af de stadig flere film, der udkommer i 3D.

Iranian Cyber Army

Twitter kidnappet af iranere

- Via TechCrunch - , redigeret af Net_Srak

Var man en af de mange tusinde som ville ind på Twitter i morges, så blev man mødt af en noget anderledes side end normalt. I stedet for Twitters hjemmeside blev man præsenteret for en side fra den iranske cyberhær (Iranian Cyber Army).

Endnu en gang er Twitter blev ramt af en stor sikkerhedsfejl, denne gang er det, som den “nye” hjemmeside angiver, iranske hackere, der har været på spil.

Det lykkedes hackerne i en kort periode at få Twitters DNS-records til at pege på en anden side, hvilket er blevet bekræftet af Twitter selv.

Twitter statusside skrev:
Twitter’s DNS records were temporarily compromised but have now been fixed. We are looking into the underlying cause and will update with more information soon.

Angrebet kædes af nogle sammen med den rolle som Twitter spillede i forbindelse med protestdemonstrationerne tidligere på året i Iran, hvor mikroblogningstjenesten var et af de få kommunikationsmidler til omverdenen.

Plurk

Plurk overvejer at kræve erstatning af Microsoft

- Via Plurk blog - , redigeret af Net_Srak

For få dage siden kom det frem, at Microsofts kinesiske MSN-afdeling, blev taget i at anvende et program, der havde kopieret både koncept og kode fra det dansk-canadiske firma Plurk.

Amir Salihefendić, der har en bachelor i datalogi fra Aarhus Universitet, oplyste om sammenligningen på deres blog, og kort efter kom det ud i flere kendte it-medier verden over.

Microsoft besluttede omgående at undersøge sagen og det viste sig, at en tredjepart-leverandør havde kopieret Plurks koncept og kode, et faktum Microsoft vedkendte og undskyldte.

Hos Plurk overvejer man dog nu om Microsoft skal slippe med en undskyldning, og skriver på deres blog, at de er ved at undersøge hvilke juridiske muligheder de har, hvilket kan omfatte en erstatningssag.

NASA

Astronomer finder Jord-lignende planet

- Via Astronomy - , redigeret af Net_Srak , indsendt af astor

Der er efterhånden fundet mange planeter uden for vores solsystem, der kredser om andre stjerner, de såkaldte exoplaneter, men en nyopdaget exoplanet har alligevel skilt sig ud.

Det drejer sig om planeten, der har fået navnet GJ 1214b, der befinder sig om en stjerne blot 40 lysår væk, og blev opdaget med otte almindelige 16″ teleskoper koblet sammen i et netværk kaldet MEarth.

Det som gør planeten speciel er, at den efter astronomernes målinger kredser om en stjerne, der er både mindre i fysisk størrelse og lysstyrke end hidtidige fund og at planeten måske indeholder vand

GJ 1214b er 2,7 gange større end Jorden og falder i kategorien super-jord-lignende planet. Forholdene på planeten vil være markant anderledes end på Jorden, ud over tyngdekraften er den også varmere (200° C), men alligevel mener David Charbonneau, professor i astronomi ved Harvard University, at der er mulighed for flydende vand.

www.politi.dk

Politiet kan snart prioritere samtaler på mobilnettet

- Via Computerworld DK - , indsendt af Jonasee

Med starten af det nye år får det danske politi nye muligheder for at sikre kommunikationen, både internt og mellem udvalgte parter, i tilfælde af en krise- eller katastrofesituation.

Ved anmodning fra en politidirektør eller fra Rigspolitiet, så kan alle mobiltelefoner i landet, eller et givent område, begrænses til kun at kunne foretage nødopkald. Alle telefoner vil kunne modtage opkald, men skal man ringe, skal man være på politiets hvidliste.

Ordningen er lavet fordi erfaringer viser, at mobilnettet kan blive overbelastet i nødsituationer, hvilket ikke gavner nogen.

En blokering kan iværksættes på 30 minutter, og vil som udgangspunkt vare i 90 minutter, en periode som dog kan forlænges i visse situationer.

Folketinget

Kulturministeren blæser til kamp mod piratkopiering

- Via Comon - , redigeret af Emil , indsendt af LordMike

Carina Christensen sidder i dag som Kulturminister, og hun oplyser nu i en pressemeddelelse, at der vil blive lavet et nyt udvalg, som skal kigge nærmere på den ulovlige kopiering af ophavsretbeskyttet materiale.

Ifølge ministeren er piratkopiering et meget stort problem for det danske samfund og for rettighedshaverne, hvorfor hun ønsker at få beskrevet nogle tiltag og modeller, der kan bekæmpe det.

Der er endnu ikke mange oplysninger ude om selve arbejdsgruppen, men i en lignende gruppe, som arbejdede med samme sag sidste år, var der repræsentanter fra musik- og filmindustrien, teleselskaberne og Forbrugerrådet.

Hvad disse nye tiltag vil omfatte er dermed uvist, men 3-strike-reglen, der tidligere har været afvist af den forrige erhvervsminister Bendt Bendtsen, har den nuværende minister, Lene Espersen endnu ikke taget stilling til.

De første møder i det nye udvalg forventes at finde sted i starten af det nye år.

SXC - kezze

Amerikansk retssag mod Intel en realitet

- Via DailyTech -

Sidst i oktober kom det frem, at de amerikanske myndigheder overvejede at anlægge en retssag mod Intel for præcis de samme årsager, som de blev idømt en kæmpe bøde af EU-kommissionen for.

FTC (Federal Trade Commission) har undersøgt Intel i over et år, og undersøgelsen munder nu ud i et søgsmål for misbrug af Intels markedsdominans på processormarkedet.

Ligesom i den europæiske sag mener FTC, at Intel har presset computerproducenter og forhandlere til at sige nej til konkurrenten AMD’s produkter ved at true med at tilbageholde f.eks. rabatter på deres egne produkter.

Til forskel for den europæiske sag, så mener FTC også, der er beviser for, at Intel har lavet compiler-software, der bevidst har fået programmer til at afvikles langsommere på AMD’s processorer end Intels.

Intel og AMD indgik for nyligt et forlig, der bilægger alle stridigheder mellem de to virksomheder, men det har ikke blødgjort FTC.

Richard Feinstein, FTC skrev:
Intel has engaged in a deliberate campaign to hamstring competitive threats to its monopoly. It’s been running roughshod over the principles of fair play and the laws protecting competition on the merits. The Commission’s action today seeks to remedy the damage that Intel has done to competition, innovation, and, ultimately, the American consumer.

University of Antwerp

Universitet klar med 2. generation grafikkort-baseret supercomputer

- Via FASTRA II -

I foråret 2008 kunne universitetet i Antwerpen, Belgien, fremvise en supercomputer (FASTRA), der bestod af fire GeForce 9800GX2 grafikkort til at beregne billeder fra 3D-tomografi.

Nu er forskerne klar med anden generation af computeren, der har fået navnet FASTRA II, som igen anvender grafikkort til at levere regnekraften. Denne gang er der i alt syv grafikkort i computeren, der har en teoretisk topydelse på 12 teraflops.

Seks af grafikkortene er GeForce GTX 295 kort, og det sidste er et GeForce GTX 275, alle monteret på et bundkort fra Asus. De er dog ikke direkte monteret på bundkortet, men via forlængere, da der ellers ikke ville være plads til dem.

For at få det til at virke måtte der også foretages ændringer i BIOS’en, hvilket Asus hjalp til med, da bundkortet ellers ikke vil acceptere syv grafikkort.

Med den ekstra regnekraft, som den kun 45.000 kroner dyre supercomputer kan yde, vil forskerne kunne fordoble opløsningen af 3D-billederne i alle tre akser.

Du kan se en kort informationsvideo af FASTRA II herunder.

Flickr - LaertesCTB

Overfald på Berlusconi kan mindske ytringsfriheden på internettet i Italien

- Via Berlingske - , redigeret af Pernicious

Efter overfaldet på Italiens premierminister har den siddende regering i Italien beskyldt “medieterrorister” og politiske modstandere for inddirekte at stå bag overfaldet, idet de mener, at når pressen bringer negative historier om Berlusconi, så får det befolkningen til f.eks. at overfalde ham.

Derfor vil indenrigsminister Roberto Maroni gennemføre en hastelov, som skal “begrænse ytringsfriheden på internettet og i det offentlige rum”.

Disse begrænsninger vil blandt andet omfatte indskrænkelser for brugen af offentlige online-fora som f.eks. Facebook. Her blev Berlusconis gerningsmand f.eks. hyldet af over 70.000 mennesker, inden Facebook selv valgte at lukke gruppen.

Man agter også at slå hårdere ned på de protestdemonstrationer, som ofte følger i kølvandet på premierministerens offentlige optrædender.

Forslaget har resulteret i en del protester, også fra medlemmer af pressen, som normalvis er venligt stemt over for Berlusconi og den siddende regering.