HTC har gennem den seneste tid brugt mange kræfter på at promovere firmaets One-series, men dette forhindrer ikke det taiwanske firma i at udgive flere smartphone-enheder.
Tidligere på ugen kom de første billeder af firmaets kommende HTC Desire C således til syne flere steder på nettet, og nu fortæller flere kilder så, at telefonen er ment som en erstatning for den efterhånden aldrende HTC Wildfire, der er kendt som en lille og billige Android-telefon.
Samme kilder mener således også at vide, at HTC Desire C kommer med en 3,5” skærm med en opløsning på 480×320 pixels, en 600 MHz processor, 512 MB RAM og 4 GB intern hukommelse, mens et 5 megapixel kamera ligeledes har fundet vej til den Ice Cream Sandwich-baserede smartphone.
Som ovenstående specifikationer også afslører, er der tale om en meget billig enhed, som HTC altså ikke forsøger at sælge på imponerende specifikationer, men i stedet på dens pris og handy udformning.
Mens hverken telefonen eller prisen er officielt annonceret i skrivende stund svirer rygterne fortsat på nettet, hvor flere sider også mener at vide, at enheden kommer til at koste noget svarende til 1.500 danske kroner og besidde et 1.230mAh batteri.