Efter mange forsinkelser har det private firma SpaceX sendt deres Falcon 9 raket af sted mod den internationale rumstation, for at aflevere en last på omkring ½ ton.
Hvis missionen lykkedes, vil det være første gang at et privat selskab har tilsluttet et rumfartøj til rumstationen, noget kun USA, Rusland, Europa og Japan har formået at gøre. NASA satser hårdt på, at private selskaber kan tage over efter rumfærgerne, til forsyningen af den internationale rumstation.
Raketten Falcon 9 blev forsøgt sendt af sted for tre dage siden, men et halvt sekund inden take-off afbrød en intern computer opsendelsen, da den opdagede en defekt ventil.
Med den defekte ventil udskiftet, er Falcon 9 nu sendt af sted uden problemer. Skifte fra første til andet trin forløb også uden problemer og den enlige Merlin-raketmotor i trin 2 overtog resten af turen ud i rummet, hvor rumfartøjet Dragon blev frigivet og foldede sine solpaneler ud.
Teknikere skal nu bruge den næste dags tid på at manøvrere Dragon tættere på rumstationen og teste kommunikation og navigation, hvorefter den vil blive placeret i en afstand af 30 meter fra rumstation, hvor mandskabet vil bruge stationens robotarm til at fastgøre Dragon-fartøjet så det kan tømmes.
Dragon-fartøjet er beregnet til at kunne genbruges, så det vil blive sendt tilbage til jorden hvor det er sat til at lande i Stillehavet ud for Californiens kyst.