I forbindelse med sagen om Microsofts integration af Internet Explorer med Windows, har Microsoft valgt at lade det være op til brugerne, hvilken browser de vil installere.
Valget sker via et vindue, hvor de forskellige browsere bliver præsenteret, men det vindue er Mozilla ikke tilfredse med.
Som det er nu, har Microsoft valgt at placere de fem mest anvendte browsere i vinduet, i alfabetisk rækkefølge efter producent. Dermed bliver Apples Safari browser den første i rækken efterfulgt af Google Chrome, Internet Explorer, Firefox og Opera.
Placeringen som nummer fire i rækken er Mozilla ikke tilfredse med og strider ifølge Jenny Boriss fra Mozilla mod det faktum, at ingen browser må forfordeles på valgsiden. Især at Apple har den første position finder Boriss helt forkert.
Jenny Boriss, Mozilla skrev:
The disproportionate advantage to Safari is what really makes this design poor. [..] So, by listing Safari first, the ballot is presenting as the recommended item the browser that is least likely to be the one the user wants.
Microsoft har tidligere foreslået, at rækkefølgen skulle angives afhængig af markedsandel, hvilket dog blev afvist af EU-kommissionen. Nu foreslår Boriss samme løsning, blot at Microsoft skal placeres bagerst, hvilket bringer Firefox et skridt længere frem.
En anden mulig løsning er en tilfældig rækkefølge, der ændrer sig fra gang til gang. Den endelige løsning vil blive valgt umiddelbart efter den 9. november, der er deadline for indsendelse af forslag til valgsiden.