I flere rapporter angives video til at udgøre en stadig større del af båndbredden på internettet. Hos YouTube ses der flere videoer end noget andet site, men eksperterne er uenige om, hvad det koster Google for al den båndbredde, der bruges.
Et gæt fra firmaet Credit Suisse er på 470 millioner dollars årligt, et andet fra firmaet RampRate er på 174 millioner dollars. Der er tale om to meget forskellige tal, men et tredje gæt fra hjemmesiden Wired er endnu mere markant, de mener ikke, det koster Google noget.
Antagelsen er, at Google har så mange direkte forbindelser (peering-aftaler) til en lang række internetudbydere, at de undgår at skulle betale for forbrug.
Det er der dog flere eksperter, der ikke er enige i, idet de ikke mener, prisen for at transportere data er den samme som prisen for båndbredde. Derudover påpeges det, at Google ikke har aftaler med en større række af mindre internetudbydere.
Hvad den reelle udgift er, vil næppe komme frem i lyset, da Google aldrig oplyser den slags informationer.