mboost-dp1

Facebook

Facebook tildelt 3,5 milliarder kroner i erstatning fra spammer

- Via CNET News -

Facebook står til at kunne blive 3,5 milliarder kroner rigere, efter at en domstol i USA har tilkendt dem en kæmpe erstatning fra spamkongen Sanford Wallace.

Om Facebook nogensinde kommer til at se nogen af de mange penge, er dog tvivlsomt, men dommen sætter streg under, at spam ikke tolereres.

Sam O’Rourke, Facebook skrev:
While we don’t expect to receive the vast majority of the award, we hope that this will act as a continued deterrent against these criminals. This is another important victory in our fight against spam. We will continue to pursue damages against other spammers.

Wallace var tidligere blevet pålagt at ophøre sine aktiviteter, en anmodning han valgte ikke at følge, hvilket har bidraget til størrelsen på bøden.

Ud over erstatning er Wallace blevet dømt til aldrig nogensinde at lave en profil på Facebook eller overhovedet at besøge siden.

The Pirate Bay

Svensk domstol igen efter TPB-stiftere

- Via TorrentFreak -

I Sverige har retten i Stockholm igen rettet skytset mod The Pirate Bay (TPB), denne gang er det dog kun to af stifterne, som står for skud; Gottfrid Swartholm og Fredrik Neij.

De er begge blevet beordret til at stoppe med at drive The Pirate Bay, og hvis det ikke sker, vil de blive idømt en bøde på 500.000 svenske kroner hver. Rettens beslutning er blot en af mange tiltag, der er sket i kampen mod TPB af flere forskellige myndigheder igennem den seneste tid.

Peter Sunde, der ikke er ramt af rettens beslutning, undrer sig meget over udmeldingen. Årsagen er, at hverken Neij eller Swartholm er bosiddende i Sverige, eller EU for den sags skyld, ligesom TPB heller ikke længere har hjemme i Sverige.

Peter Sunde, TPB medstifter skrev:
How then can the Stockholm District Court, Sweden, get to decide that people abroad must not work on a site in another country?

Både Swartholm og Neij afviser begge anklagerne og siger, at de ikke længere har noget med siden at gøre.

Flickr - 7 Bits Of Truth

Måske snart slut med Jolt Cola

- Via Slashfood - , indsendt af hmn

Inden energidrikke som Red Bull og andre blev populære, var der mange, som drak kaffe, eller hvis man var rigtig nørdet, Jolt Cola.

I den seneste tid er det ikke gået særlig godt for firmaet bag den tidligere populære sodavand, og Jolt Co. Inc. måtte allerede sidste år erkende, at de ikke kunne betale en gæld på 5 millioner dollars, hvorfor de gik i betalingsstandsning.

Siden har de søgt efter metoder til at gendanne firmaet, men i denne uge måtte firmaets advokat meddele, at det ikke bliver muligt for firmaet at genoptage driften.

Jolt Cola vil dog sandsynligvis ikke dø helt, idet konkursboet forventer at sælge rettighederne til navnet. Om colaen så vil forblive den samme er uvist.

myUpload.dk

Britisk politi besøger dansk filupload-tjeneste

- Via Version2 - , redigeret af Pernicious

I går morges fik den ene ejer af den danske filupload-tjeneste, MyUpload, efter aftale besøg af det danske og britiske politi. “For en uge siden lavede jeg en aftale med politiet om at de ville komme i dag kl. 8” siger Rasmus Gjørret og fortæller videre, at han var spændt på at finde ud af, hvad det drejede sig om.

Da klokken var 8 mødte der fire betjente op ved hans bopæl, hvoraf den ene var fra det lokale politi i Herning, den anden var fra Rigspolitiets it-kriminalitetsafdeling, NITEC, og de to sidste var fra det britiske politi.

Upload-tjenesten har tidligere haft kontakt med politiet, da deres servere for nogle måneder siden blev beslaglagt af det hollandske politi, for at de kunne tage en kopi af filerne. Samt to uger senere, da politiet kom tilbage, fordi de ikke havde gjort et godt nok arbejde første gang.

Grunden til politiets besøg denne gang hos den ene ejer var relateret til de tidligere hændelser med serveren. Politiet var interesseret i nogle filer, de skal bruge i en sag mod terrorisme i England. Grunden til at de ikke selv har fundet dataene fra de kopier, de har lavet, har Rasmus Gjørret ikke noget svar på, men til version2 udtaler han, at de måske ikke kunne finde rundt i systemet.

Ubuntu

Ubuntu 9.10 – Karmic Koala frigivet

- Via ubuntu.com - , redigeret af Pernicious

I går blev den nyeste version af Ubuntu frigivet, denne har titlen Karmic Koala og byder blandt andet på bedre boot-tider og Ubuntu One. Sidstnævnte er en sky (cloud) til sikker opbevaring af ens dokumenter, hvor man som standard har 2 GB plads. Man kan også vælge at betale 10$ om måneden og få 50 GB til rådighed.

Blandt andre nye ting er valget af IM-klient, som før var Pidgin, men nu er Empathy, der integrerer Yahoo, Gmail, MSN, Jabber, AOL, QQ og mange flere.

Installation af nye programmer er også blevet langt nemmere med det nye Software Center, hvor man kan browse beskrivelser og, som noget nyt, screenshots af de enkelt programmer, hvorefter man kan installere dem uden at have problemer med f.eks. cd’er og licenser.

Billedeprogrammet F-spot er også blevet opdateret, så man nu kan dele sine fotos direkte på Flickr, Facebook, Picasa m.fl.

Ubuntu 9.10 Karmic Koala kan downloades fra kilden eller ved at følge dette link.

Samsung

Samsung fremviser 10,1″ farve e-papir

- Via engadget - , redigeret af Emil

Kampen om e-bog-markedet er i godt gang, og ikke mindst blandt e-bog-læserne øges konkurrencen. Der begynder efterhånden at blive flere og flere modeller tilgængelige på markedet, og alle har det tilfælles, at de ikke kan vise farver.

Flere firmaer er i fuld gang med udviklingen af farvet e-papir, heriblandt også Samsung, der netop har fremvist en prototype på en 10,1 tommer e-ink-skærm, der kan vise farver.

Endnu er der langt til en kvalitet, man kender fra en trykt avis, med en reflektionsgrad på 12 %, en kontrast på 10:1 og en farvemætning på blot 7 % af NTSC-farverummet.

Samsung håber at have de første kommercielle versioner af deres farve-e-papir klar i løbet af et par år, hvilket vil være senere, end hvad konkurrenter som PVI vil gøre. PVI forventer at have deres skærm klar allerede i andet halvår af 2010.

NASA/Swift/Stefan Immler

Ældgammel supernova opdaget

- Via Videnskab.dk - , redigeret af Emil , indsendt af ktg

Blot 630 millioner år efter at universet startede sin tilværelse efter The Big Bang, eksploderer der en stjerne på ca. 30 gange Solens størrelse.

Det er konklusionen, efter at Swift-satellitten opdagede et gammaglimt på stjernehimlen. Opdagelsen, der har navnet GRB 090423, blev efterfølgende observeret af flere teleskoper på Jorden, men kun i det infrarøde spektrum.

Rødforskydelsen på lyset fra den eksploderende stjerne var så stor, at den slog alle rekorder og nåede op på 8,2, hvor den hidtidige rekord var på 6,96, hvilket betyder, at lyset havde været meget længe undervejs.

Astrofysikere, heriblandt en gruppe fra Dark Cosmology Centre ved Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, kunne konkludere, at eksplosionen fandt sted for 13,1 milliarder år siden.

Det er så tidligt, at mange stjerner først var ved at dannes på det tidspunkt. Opdagelsen er med til at give viden om, hvordan de første stjerner i universet blev dannet og gik til grunde.

Flickr - landhere

Internettets forgænger fylder 40 år i dag

- Via Telegraph - , indsendt af Jonasee

For 40 år siden lykkedes det for første gang at sende en del af en meddelelse via forgængeren til det, der senere blev internettet, nemlig ARPANet (Advanced Research Projects Agency Network).

Den 29. oktober 1969 var der etableret en forbindelse mellem to computere i henholdsvis University of California, Los Angeles og Stanford University 502 kilometer væk.

Beskeden, der blev sendt, var meget kort, faktisk kortere end planlagt. Meningen var at sende ordet “login”, men det blev kun til bogstaverne “lo”, inden forbindelsen brød ned.

Afsendelsen af de to bogstaver via en telefonforbindelse var dog starten på et eventyr, der sidenhen har udviklet sig til internettet, som vi kender det i dag.

USB Implementers Forum, Inc.

ASUS introducerer bundkort med USB 3.0

- Via The Register Hardware - , redigeret af Avenger-

SuperSpeed USB, eller USB 3.0 begynder ligeså stille at røre på sig, og nu har en af verdens førende bundkortsproducenter, ASUS, netop annonceret det første bundkort i verden med indbygget USB 3.0.

Der er tale om et bundkort baseret på Intels P55-chipsæt, og da det ikke understøtter den nye USB-standard, har ASUS benyttet en tredjepart-controller til de to USB 3.0-porte.

Ud over de to SuperSpeed USB-porte kommer bundkortet også med 10 USB 2.0-porte, ligesom det også understøtter SATA 3.0, der kan levere op til 6 Gbps.

Bundkortet har navnet P7P55D-E Premium og understøtter både SLI og Crossfire X. Der er endnu ikke oplyst en pris, eller hvornår bundkortet bliver sat til salg.

Google Inc.

TomTom og Garmin hårdt ramt af Google Maps Navigation

- Via TechCrunch - , indsendt af hmn

Der skal ikke meget til at regne ud, at Googles annoncering af Google Maps Navigation, der er deres bud på et komplet navigationssystem, vil være en trussel mod etablerede spillere i branchen, som TomTom og Garmin.

TechCrunch har taget et kig på, hvordan det finansielle marked reagerede på pressemeddelelsen fra Google, og resultatet er klart, både TomToms og Garmins aktier faldt omgående.

Størst var faldet for TomTom, hvor aktien dykkede 21 %, imens Garmin kun faldt med 16 %. Begge producenter laver både deres egne GPS-enheder og software til f.eks. mobiltelefoner.

Googles software vil i første omgang være en del af Android 2.0, men kommer muligvis også til andre platforme, heriblandt iPhone. Hvor Google Maps Navigation vil være gratis, så koster softwaren fra både Garmin og TomTom adskillige hundrede kroner.