Almindelige brændbare dvd’er anbefales oftest ikke til langtidsarkivering af data, idet data typisk begynder at forsvinde efter nogle år. Det sker, fordi materialerne, mediet er lavet af, begynder at nedbryde.
Der findes producenter, der laver medier, de selv påstår har en længere levetid, f.eks. Kodak, men nu vil det nystartede firma Cranberry sætte alle konkurrenter på plads. De har lavet en brændbar dvd, kaldet Diamondisc, som de påstår, kan holde på data i op til 1.000 år.
Af gode grunde er det svært at bevise påstanden, men firmaet peger på, at de har testet deres medier under meget vanskelige forhold som høje temperaturer og høj luftfugtighed, der skal simulere mange års brug.
For at øge holdbarheden på Diamondisc har Cranberry fjernet det reflektive lag, ligesom de anvender et materiale, der er meget hårdere end det, der normalt anvendes.
Det betyder, at man ikke kan anvende en almindelig dvd-brænder til skiverne, men skal købe Cranberrys egenudviklede brænder, som har en meget kraftigere laser. Brænderen koster 4.995 dollars, men så følger der også 150 medier med, der ellers koster 29,95 dollars stykket.