Microsoft droppede næsten al udvikling af deres browser, efter de stod tilbage som nærmest enehersker over browsermarkedet efter Netscapes fald. Siden er Redmond-firmaet blevet presset hårdt af nye konkurrenter, og det satte igen gang i udviklingen af Internet Explorer.
IE8 er den nyeste udgave, men den halter på nogle områder efter konkurrenterne fra Mozilla, Google, Opera og Apple. Især når talen kommer på hastighed, er IE 8 som regel at finde nederst på listen.
Til Microsofts udviklerkonference (PDC), der afholdes i Los Angeles i disse dage, har firmaet løftet lidt af sløret for den næste udgave, IE 9. Dean Hachamovitch, ansvarlig for Internet Explorer, kunne således fortælle, at de blandt andet arbejder på at øge hastigheden i håndtering af grafik. Se et videointerview med Hachamovitch nederst i nyheden.
Ved at udnytte hardwareacceleration af 2D-grafik via Direct2D vil der opnås markante forbedringer. F.eks. kan et landkort flyttes rundt med 40-60 billeder i sekundet og næsten intet CPU-forbrug, mod før 5-10 billeder i sekundet og et CPU-forbrug på mellem 50-60 %.
Med IE 9 vil der også være fokus på hurtigere afvikling af JavaScript, et område konkurrenterne koncentrerer sig meget om. Hachamovitch påpeger dog, at JavaScript ikke er den eneste flaskehals i en browser.
På kompatibilitetsfronten lover Microsoft, at de vil arbejde hårdt for at følge gældende standarder, et punkt de tidligere har fået en del kritik for ikke at gøre nok ud af.