mboost-dp1

Google Inc.

Kvinde ville overvåge hus med Google Earth

- Via Orange County Register - , redigeret af Emil , indsendt af The-Lone-Gunman

I USA fik en kvinde for nylig indbrud i sit hus, hvilket hun naturligvis ikke var særlig glad for.

Indbruddet skete, imens hun var hjemme og selv befandt sig på førstesalen i huset. Hun mente, hun kunne høre en dør, der blev åbnet, hvorefter hun også hørte stemmer fra stueetagen.

Politiet kom til stedet, men fandt hverken indbrudstyve eller tegn på, at nogen havde forsøgt indbrud.

Kvinden var dog overbevist i sin sag og ønskede, politiet skulle overvåge huset. Hun bad dem derfor holde øje med, om tyvene kom igen via satellit-overvågning på Google Earth.

Blizzard Entertainment

Blizzard sagsøgt for WoW-afhængighed

- Via The Register -

I USA dukker der engang imellem nogle søgsmål op i det juridiske system, der bevæger sig på grænsen af, hvad mange synes er fornuftigt. Således er Activision Blizzard nu blev sagsøgt af en person ved navn Erik Estavillo, der mener, WoW (World of Warcraft) har ødelagt hans liv.

Estavillo kræver en erstatning på en million dollars, fordi han mener, han ikke længere kan fungere ordentligt i det almindelige liv. Han er angiveligt blevet så afhængig af WoW, at det har fremmedgjort ham over for resten af samfundet.

For at underbygge sin påstand har han valgt at indkalde flere ekspertvidner, der blandt andet tæller musikeren Martin Gore fra Depeche Mode, som angiveligt skulle være ekspert i melankoli.

Af andre ekspertvidner finder man Winona Ryder, som Estavillo mener, har ekspertise inden for fremmedgørelse, idet hun skulle være glad for forfatteren J. D. Salingers værk “The Catcher in the Rye”, der omhandler fremmedgørelse.

Den noget bizzare sag er dog ikke den første, som Estavillo har gjort sig bemærket med. Tidligere har manden anklaget Microsoft for stress, fordi hans Xbox gik i stykker, ligesom Sony blev sagsøgt, fordi han mente, de undertrykte hans ytringsfrihed, da de lukkede hans PSN-konto.

SXC - nahhan

Bionisk øje giver delvist blind mand synet igen

- Via Daily Mail - , indsendt af franke1

Der har i mange år været forsket i at give blinde synet igen ved hjælp af teknologi. Nu er udviklingen af et bionisk øje nået så langt, at 32 personer er udvalgt til at teste teknikken.

I Storbritannien har firmaet Second Vision, der har udviklet teknologien, bl.a. udvalgt den 51-årige Peter Lane, som ikke har kunnet se noget de seneste 30 år.

Lane fik tidligere på året indopereret en elektronisk modtager i øjet, der er forbundet til den optiske nerve. Efter to måneders ventetid for at øjet skulle komme sig oven på operationen, kunne det afprøves.

Teknologien giver ikke synet igen, som en almindeligt seende har det, men kan gengive omridset af objekter, som f.eks. møbler og døråbninger. Billedet bliver optaget af et kamera monteret på en brille, der via en lille computer sender signalet til den indopererede modtager.

Selvom der endnu er lang vej til, at teknikken er perfektioneret, så er Lane meget tilfreds. Med sit nye “øje” er det nu nemmere for ham at bevæge sig rundt i områder, han ikke er bekendt med, ligesom han er begyndt at læse igen.

Samsung

Sony har store forventninger til 3D

- Via TG Daily -

Allerede i 2013 håber Sony på, at halvdelen af de fjernsyn, som firmaet vil sælge, er forberedt til 3D.

Den japanske elektronikgigant har på det seneste fremvist flere fjernsyn, der kan vise billeder i 3D, og til næste år forventes den første model at komme på gaden.

De kommende 3D-fjernsyn vil kune vise både almindelige film og tv-udsendelser samt indhold i 3D. For at opnå 3D-virkningen følger der et sæt shutter-briller med til fjernsynet, der sørger for at vise hvert andet billede til henholdsvis det ene og det andet øje.

Hvis målet på de 50 % skal opnås, kræver det, at der findes indhold i 3D, hvilket så småt er på vej. Både i Storbritannien og Sydkorea vil der f.eks. inden længe åbne en tv-kanal, der sender i 3D. Flere og flere film laves ligeledes i 3D, ligesom spil også kan laves, så de udnytter de nye fjernsyn.

SXC - happe

EU vil ikke fortælle om ACTA

- Via Sydsvenskan - , indsendt af astor

I starten af november samledes en række af de lande, der bliver en del af den kommende ACTA-aftale (Anti-Counterfeiting Trade Agreement) for at kigge på bekæmpningen af digitale kopier.

Disse forhandlinger og generelt forholdene omkring dannelsen af ACTA er ofte blevet beskyldt for at være for lukket. Nu er kritikken igen på banen, efter at det er blevet EU’s tur til at gennemgå dele af aftalen.

Den svenske avis Sydsvenskan har bedt om aktindsigt i sagen og fik også tilsendt en række dokumenter, men de var ubrugelige, idet næsten alt var overstreget.

Sverige, der p.t. har formandsrollen i EU, repræsenterer således EU i forhandlingerne, men de svenske politikere har fået mundkurv på i sagen og må ikke udtale sig. Flere politikere mener dog, at hemmelighedskræmmeriet er et problem.

Det eneste, der hidtil er kommet frem, er lækkede dokumenter, der antyder, at de fleste forslag bygger på amerikansk lovgivning, hvilket kan betyde markante ændringer i EU, såfremt disse godkendes.

Ubuntu

Ubuntu fravælger GIMP

- Via Ars Technica - , indsendt af arne_v

I de seneste mange udgivelser af den meget populære Linux-dristribution Ubuntu, har det avancerede fotobehandlingssoftware The GIMP fulgt med som standard. Fra og med den kommende version 10.04 vil det være slut.

Beslutningen blev taget på det seneste Ubuntu udviklermøde, hvor man ikke længere mente, programmet passer ind i Ubuntus filosofi. Ubuntu er kendt for at være en meget nem tilgængelig Linux-distribution, der er velegnet for de, der vil prøve Linux for første gang.

The GIMP er et avanceret program, der har rigtig mange funktioner, og som bedst kan sammenlignes med et program som Photoshop. Det kan altså meget mere, end de fleste personer har brug for, og de funktioner, de gerne vil bruge, kan være svære at finde frem til i programmet.

Til trods for nogle protester blev det derfor besluttet, at Ubuntus standardprogram for behandling af billeder fremover bliver F-Spot, der til lejligheden er tilpasset, så den nemmere kan varetage den opgave.

W3C

JavaScript får måske lokal fil-adgang

- Via Ars Technica - , indsendt af arne_v

Webapplikationer bliver stadig mere og mere populære, hvorfor man hos World Wide Web Consortium (W3C) nu vil kigge på at gøre det nemmere via JavaScript at opnå begrænset adgang til filer, der ligger lokalt på ens computer.

Det er Arun Ranganathan fra Mozilla, der står bag forslaget, og han har sendt et udkast til W3C. Hos Mozilla har man allerede implementeret udkastet i en testversion af Firefox, men håbet er, at funktionen kan blive en standard og dermed brugbart i alle browsere.

Med lokal filadgang vil man kunne undgå at skulle oploade en fil til en server for at tilgå indholdet i den. For at gøre systemet sikkert, vil det kun blive tilladt at tilgå filer, der specifikt udvælges af brugeren. Derudover er der p.t. ikke implementeret nogen funktion til at gemme filen igen.

Mininova

Mininova dropper bruger-uploadede torrents

- Via Mininova blog - , indsendt af Genzo

Den største Torrent-side på nettet, Mininova, vil ikke længere tillade torrents uploadet af sidens brugere, som ofte henviser til ulovlige kopier af software, film eller musik.

Beslutningen sker på baggrund af en retssag, som Mininova tabte sidst i august, efter en længere juridisk kamp mod den hollandske antipiratgruppe BREIN.

Det er nu tre måneder siden, dommen faldt, og dermed er der også deadline på kravet om at fjerne de ulovlige torrents, idet folkene bag Mininova ellers vil blive idømt dagbøder på €1.000 for hver dag, der stadig er torrents til copyrightbeskyttet materiale på siden.

Det var overvejet at indføre automatiske filtre, der kunne fjerne uønskede torrents, men den idé måtte droppes, da der ikke kunne findes et system, der var 100 % sikkert.

På Mininovas blog oplyser de, at fokus fremover vil være på lovligt indhold, hvor rettighedshaverne selv henviser til materialet, ligesom det stadig kan komme på tale at anke sagen.

Flickr - o2ma

Italiensk anklager ønsker fire Google-ansatte fængslet for bruger-uploadet video

- Via The Register -

I september 2006 blev der lagt en video ud på YouTube i Italien, hvor man ser fire 17-årige drenge mobbe en anden 17-årig dreng, der har Downs syndrom.

Videoen fik en del medieopmærksomhed, og især YouTube blev kritiseret for ikke at slå hårdere ned på den slags nedladende videoer. Sagen førte til en længere undersøgelse, hvilket endte med, at den italienske anklagemyndighed ville retsforfølge fire ledende medarbejdere hos Google.

Nu er anklagemyndigheden i Milano nået frem til, at de ønsker fængselsstraf for de fire personer, hvoraf den ene ikke længere arbejder hos Google. De anklages for bagvaskelse og mangel på kontrol over personlige data i sagen.

Hos Google tager man stor afstand fra anklagerne og mener ikke, det er holdbart at gøre Google, eller deres ansatte, medskyldige i handlinger, som deres brugere har foretaget. De peger yderligere på, at skulle dommen falde ud til anklagernes fordel, så vil det kunne få katastrofal betydning for internettet i Italien.

MIT

Optiske chips et skridt nærmere realitet

- Via TG Daily -

En af måderne til at øge hastigheden i fremtidens computere er ifølge flere forskere at anvende lys i stedet for elektricitet, når der skal kommunikeres internt i en chip eller computer.

Endnu er produktionsprocessen af optiske chips meget omfattende, men nye resultater fra MIT (Massachusetts Institute of Technology) kan måske snart ændre dette.

Forskerne har fundet en metode, hvorpå de kan skabe chips med optiske komponenter ved at anvende nuværende produktionsmetoder. Der er endnu tale om prototyper, som MIT har fået lavet i samarbejde med Texas Instruments.

Elektronikken i prototyperne kan p.t. ikke styre de optiske dele direkte, men professor Vladimir Stojanović, der står bag projektet, forventer, at en ny prototype, der vil blive lavet i løbet af vinteren, har denne egenskab.

Stojanović håber, at teknikken kan benyttes til alle vigtige komponenter i en computer, som f.eks RAM og processor, for i fremtiden at øge ydelsen af en computer 10 til 20 gange.