Den største trussel mod de danske el-selskabers fibersatsning kommer fra TDC, og nu vil de 15 selskaber omkring Nianet gå sammen om at oprette et selskab, der skal sælge bredbånd til privatkunder.
Målet er, at det endnu unavngivne brand skal dække hele Danmark og op til 1,2 millioner husstande.
Tiltaget ser dog ikke ud til at skabe en netværksstruktur, der kan give fri konkurrence, idet Kim Frimer, administrerende direktør for Energi Randers, oplyser, at der vil være tale om et lukket netværk i stil med det, TDC har for YouSee.
Kim Frimer, direktør i Energi Randes til Computerworld skrev:
Vi kører med et så lukket net, som man nu kan i forhold til, hvis der er noget regulatorisk eller konkurrencemæssigt. Men et så lukket net som muligt, men vi har selvfølgelig også nogle kontrakter, som vi bliver nødt til at respektere, og som er indgået. Men ellers er pointen, at vi selv står for vores net og dermed også det produktudbud, som vi tilbyder kunderne og ingen andre. Specielt på tv-siden.
Rent praktisk vil det nye samarbejde blandt selskaberne komme til at ske som en sammensmeltning af Smile Content og Profiber. Endnu er der ikke sat dato på, hvornår det nye tiltag går i luften, men det forventes at ske nogle måneder inde i 2010. Blandt de 15 el-selskaber, der er planlagt til at blive en del af projektet, mangler der endnu en godkendelse fra flere bestyrelser.