I Canada går den lokale musikindustri for tiden og er lidt nervøse, idet det er kommet frem, at CRIA (Canadian Recording Industry Association) bevidst siden 80’erne har brudt ophavsretsloven.
Sagen er ikke helt ny, idet den startede i oktober 2008, men er først nu ved at udfolde sig. Anklagen er, at CRIA har brugt sange på en lang række musikudgivelser uden at have fået tilladelse til det fra musikerne.
Det er sket, fordi musikselskaberne, som omfatter Warner Music Canada, Sony BMG Music Canada, EMI Music Canada og Universal Music Canada, har udgivet især kompilationer, som f.eks. Best of 2009-cd’er, og blot har henlagt betaling for brug af musikken til senere. Det er en mulighed, branchen fik tilbage i 80’erne, de skulle blot skrive sangene op på en liste.
Den liste er siden vokset til over 300.000 sange, der alle har det til fælles, at den canadiske musikindustri ikke har betalt for dem endnu.
CRIA har selv tidligere angrebet privatpersoner for brud på copyright og har med succes gennemtrumfet bøder på op til 20.000 dollars pr. sang. Med udgangspunkt i det beløb, står CRIA til potentielt at skulle af med over 6 milliarder dollars i erstatning, eller omkring 30 milliarder kroner.