mboost-dp1

Avira

Hvilken anti-virus sløver din computer mindst?

- Via Anti-Virus Comparative - , redigeret af Pernicious

Den østrigske non-profit-organisation AV-Comparatives har taget en lidt udsædvanlig tilgang i deres seneste anti-virus-test; de har nemlig undersøgt, hvilket program der sløver computeren mindst muligt.

I testen er der anvendt 16 af de mest populære anti-virus-programmer, som er blevet testet i bl.a. filkopiering, pakning og udpakning af filer, installering og afinstallering af programmer, åbning af programmer samt en række andre scenarier.

I toppen af listen finder vi programmet AVIRA AntiVir Premium 9.0, der vinder i alle scenarier på nær filkopiering, hvor den kun får den næsthøjeste karakter. I bunden finder vi programmet Trustport, der bl.a. sløver computeren en del ved installering af programmer samt ved downloads.

Se hele undersøgelsen via linket i overskriften (pdf), hvor der også gives gode råd om, hvad man kan gøre for at undgå, at ens anti-virus sløver ens computer unødvendigt.

Klik herunder for at se en oversigt over programmernes placering i forhold til de point, de har opnået.

[list]
[li]AVIRA AntiVir Premium 9.0 – 199 point[/li]
[li]Kingsoft Antivirus 9 Plus – 196 point[/li]
[li]F-Secure Anti-Virus 2010 – 195 point[/li]
[li]Kaspersky Anti-Virus 2010 – 193 point[/li]
[li]Sophos Anti-Virus 9.0.1 – 193 point[/li]
[li]Microsoft Security Essentials 1.0 – 190 point[/li]
[li]avast! Free 5.0 – 188 point[/li]
[li]Symantec Norton AntiVirus 2010 – 188 point[/li]
[li]ESET NOD32 Antivirus 4.0 – 183 point[/li]
[li]McAfee VirusScan Plus 2010 – 174 point[/li]
[li]Norman Antivirus & AntiSpyware 7.30 – 169 point[/li]
[li]AVG Anti-Virus 9.0 – 164 point[/li]
[li]BitDefender Antivirus 2010 – 154 point[/li]
[li]G DATA AntiVirus 2010 – 152 point[/li]
[li]eScan AntiVirus 10.0 – 137 point[/li]
[li]Trustport Antivirus 2010 – 125 point[/li]
[/list]

Mozilla

Firefox-udgivelser forsinkes

- Via TG Daily - , redigeret af Net_Srak

Den næste udgave af Mozillas populære Firefox-browser skulle efter planen udkomme i slutningen af i år, et tidspunkt vi nu er nået til. Firefox 3.6 er udkommet i en række betaudgaver, men nu forlyder det fra Mozilla, at den først vil udkomme engang i første kvartal 2010.

Forsinkelsen kan betyde en ventetid på yderligere op til 3 måneder, hvilket også vil få indflydelse på, hvornår den næste store opdatering til Firefox version 4.0 vil ske.

Ifølge en tidligere oplyst tidsplan er det meningen, at Firefox 4.0 skal udkomme engang midt i 2010, men det vurderes nu, at den måske først vil være klar i starten af 2011.

Forsinkelserne vil uden tvivl være vand på møllerne hos konkurrenterne Microsoft, Apple, Google og Opera.

Flickr - bongo vongo

GSM-kryptering er brudt

- Via New York Times - , redigeret af Net_Srak

I går kunne den tyske hacker og computerekspert Karsten Nohl i forbindelse med CCC (Chaos Communication Congress) oplyse, at han havde brudt krypteringen på et af verdens mest udbredte kommunikationsnetværk; GSM-nettet.

Ud over at meddele, at han havde brudt krypteringen, der har holdt stand i 21 år, har han også frigivet informationer om, hvordan man gør, i en fil som er lagt op som torrent på flere sites.

Nohl brød krypteringen på den hårde måde, via brute-force-metoden, hvilket han fik hjælp til af en række andre sikkerhedseksperter.

Hos G.S.M. Association er man ikke glade for Nohls arbejde, men nedtoner sikkerhedsrisikoen og siger, at sandsynligheden for, at metoden kan bruges til f.eks. at aflytte en samtale, er minimal.

Sikkerhedseksperter er ikke enige med G.S.M. Association og opfordrer især myndigheder til at overveje at sikre deres kommunikation på anden måde inden for den kommende fremtid.

SXC - brad k

10 producenter har 90 % af LCD-tv-markedet

- Via DigiTimes - , redigeret af Net_Srak

Salget af LCD-tv forventes i år at nå op på 130 millioner enheder på verdensplan, et marked der er vokset støt de seneste år, og som forventes fortsat at stige markant i 2010.

Af de 130 millioner LCD-tv, der kommer på markedet i år, er de 105 millioner lavet af blot 10 producenter. Det er Samsung, der fører an med en produktion på 25 millioner enheder, løftet godt frem af deres LED-baserede LCD-tv.

På de andre pladser finder man på andenpladsen LG, der efterfølges af Sony, Sharp, Philips, Toshiba, Vizio, Panasonic, TCL og Funai.

Alle virksomhederne spås en god stigning i salget til næste år, hvor det forventes, at forbrugerne vil købe mellem 155-170 millioner LCD-tv.

Google

Netneutralitet bør følges af søgeneutralitet

- Via New York Times - , redigeret af Net_Srak

I USA er FCC (Federal Communications Commission) i gang med at undersøge, hvordan myndighederne bedst kan sikre neutralitet på nettet. Det er en debat, der har vakt opsigt i visse kredse, især efter internetudbyderen Comcast valgte at begrænse visse kunders internetadgang.

En af fortalerne for netneutralitet er Google, men netop Google, mener Adam Raff, medstifter af internetfirmaet Foundem, står i en position, som myndighederne også bør tage med i sine planer om neutralitet.

Google er i dag, uden sammenligning, markedsdominerende på søgemarkedet, og det mener Raff kan blive farligt. Mange personer bruger Google til at finde alt fra produkter til tjenester, og det giver Google en meget stor magt over, hvem der får brugernes penge.

Raff påpeger, at Google allerede er begyndt at udnytte sin position til at promovere egne tjenester ved at placere disse højt i søgeresultater uden om søgealgoritmens normale virkemåde.

FCC tager stadig imod forslag til, hvordan netneutralitetsloven skal skrues sammen, og Raff opfordrer i sin leder hos New York Post til, at søgeneutralitet bliver en del af pakken, så alle får lige vilkår.

Flickr - LaertesCTB

Milliardregning måske på vej til bredbåndskunder i Storbritannien

- Via TimesOnline - Tech - , redigeret af Net_Srak

I Storbritannien ønsker regeringen at indføre strammere regler for internetudbyderne (ISP’erne), der skal pålægges at overvåge kunderne og sende dem advarsler, hvis de tages i at bryde ophavsretloven.

Hos de britiske ISP’er er man ikke glade for forslaget, som de mener, vil koste dem op til £25 eller lidt over 200 kroner pr. kunde om året i ekstraudgifter, hvis det bliver godkendt.

Samlet vil det kunne løbe op i £500 millioner (4,13 mia. kroner), en regning som vil blive sendt videre til forbrugerne. Udgifterne står i kontrast til, at film- og musikbranchen vurderes til at tjene £1,7 milliarder ekstra på tiltaget, men fordelt over 10 år.

En talsmand fra den britiske musikindustri (BPI) mener, at ISP’ernes forudsigelser er alt for pessimistiske, og at deres udgifter vil blive væsentligt mindre.

OLPC Foundation

OLPC fremviser ny koncept-computer

- Via BBC News -

Folkene bag OLPC-projektet (One Laptop Per Child), med stifteren Nicholas Negrophonte i spidsen, fik aldrig den store succes med deres XO-computer, som de håbede, ville blive et stort hit i især ulande.

Idéen bag projektet lever dog endnu, og chefdesigner Yves Behar har nu fremvist, hvordan de forestiller sig, den næste generation XO-computer skal se ud.

XO 3.0 erstatter XO 2.0, der aldrig nåede at blive realiseret, siden konceptet blev fremvist tilbage i maj sidste år.

Hvor konceptet for XO 2.0 var en computer med to skærme, er XO 3.0 tilbage til at anvende en enkelt skærm. Der er nu tale om en tablet-pc, som i designudkastet har fået et meget simpelt udseende.

Målet er, at computeren skal være klar til produktion i 2012, hvor OLPC igen ønsker at ramme en pris på 100 dollars, et mål der aldrig blev realiseret med XO 1.0.

Ventetiden indtil 2012 vil blive fulgt op med udgivelsen af XO 1.5 og 1.75. Den første opdatering af den oprindelige computer vil ske allerede i næste måned, hvor de største ændringer er udskiftningen af processoren, der fremover vil være lavet af VIA, samt en kraftig øgning af RAM og flashram.

I version 1.75, der vil udkomme i starten af 2011, udskiftes processoren igen, denne gang til en ARM-baseret CPU fra Marvell, der vil øge ydelsen til det dobbelte og samtidig sænke energiforbruget til en fjerdedel.

Facebook

Har du styr på dit Facebook-privatliv?

- Via Ars Technica - , redigeret af Net_Srak

Det er blevet meget populært at dele alt fra billeder, videoer, tanker og lignende på nettet, og især Facebook har gjort det nemmere end nogensinde før, men det er måske ikke alt, som alle skal have at vide.

Der findes efterhånden en lang række vejledninger på nettet om, hvordan man får styr på sine privatlivsindstillinger, så man kan undgå at f.eks. kollegaerne ser billederne fra den sidste druktur med vennerne.

I starten af december ændrede Facebook metoden til, hvordan man håndterer sine privatlivsindtillinger, hvilket har skabt en ny bølge af opdaterede vejledninger.

Har man endnu ikke fået gennemgået sine indstillinger eller fundet ud af, hvad ændringerne bestod af, så er Ars Technica en af siderne, som har opdateret deres vejledning.

PaPaLaB Co Ltd

Nyt kamera fanger alle farver

- Via Tech-On! - , redigeret af Net_Srak

De fleste, som tager billeder med et digitalkamera, er som regel ganske tilfredse med farvegengivelsen, men faktisk har så godt som alle en begrænsning i det farverum, de kan fange.

Det menneskelige øje er godt til at skelne farver, bedre end kameraerne, men det har firmaet PaPaLab i Japan nu lavet om på. De har lavet verdens første praktisk anvendelige digitalkamera – YC-3300 – der kan opfange samme farverum.

Det er ikke en teknologi, man skal forvente at se i almindelige digitalkameraer lige med det samme, idet prisen for kameraet er på 140.000 dollars.

Selve kameraet er baseret på et standard industrikamera, der har fået et andet farvefilter og ny billedbehandlingssoftware. Filteret er udviklet af Shizuoka Universitetet, og algoritmerne i softwaren er lavet af PaPaLabs.

I første omgang henvender kameraet sig til f.eks. museer, der skal have taget billeder af kunstgenstande i så naturtro farver som muligt.

Amazon

E-bøger et hit som julegave

- Via Wired - , redigeret af Net_Srak

Online-butikken Amazon, der har et af verdens største udbud af bøger til salg via nettet, har for første gang solgt flere e-bøger end trykte bøger.

Amazons elektroniske bog-læsere, Kindle og Kindle 2, har længe toppet listen over den mest populære gave på sitet, og det smitter nu af på bogsalget.

På sin bedste dag, den 14. december, solgte Amazon ikke færre end 9,5 millioner e-bøger, men det er juleaftensdag, at e-bogs-salget specifikt overgik bestillingerne af trykte bøger. Årsagen er naturligvis de mange, som modtog en Kindle i julegave, der ville købe deres første e-bog samme dag.

Amazon har ikke oplyst, hvor mange e-bøger der blev solgt netop den dag, eller, måske mere interessant, hvor mange Kindles de har solgt.

Amazon begyndte lige op til julesæsonen at sælge Kindle uden for USA, heriblandt i Danmark.