mboost-dp1

WirelessHD

Næste generation WirelessHD klar

- Via Business Wire - , redigeret af Net_Srak

Inden den første generation af WirelessHD rigtig har fået fodfæste, er den næste version, WirelessHD 2.0, allerede blevet klar.

Ligesom den forrige arbejder den nye i 60 GHz frekvensområdet, hvilket betyder, den kan klare meget høje overførselshastigheder. I den nye standard er hastigheden nu oppe på en teoretisk maks. båndbredde på 28 Gbps.

Med den nye standard vil virksomhederne bag forberede den på at kunne håndtere HD-video med flere informationer som “Deep Color”, flere billeder i sekundet, 3D og 4K-video.

Som noget nyt i WirelessHD 2 er der nu også muligheden for at overføre filer via tcp/ip ved hastigheder på op til 1 Gbps.

Bag standarden står flere kendte virksomheder, blandt andet Intel, LG Electronics, NEC, Broadcom, Panasonic, Samsung, Philips m.fl.

Flickr - jlwardd

Finsk musikselskab stopper med at hyre musikere pga. piratkopiering

- Via TorrentFreak - , indsendt af Skak2000

I Finland har musikselskabet Lion Music taget et nyt middel i brug for at presse politikerne til at gribe ind over for ulovlig kopiering af ophavsretbeskyttet musik. På deres hjemmeside melder de nu ud, at de ikke vil kigge efter flere nye kunstnere.

På den baggrund frabeder de sig, at folk sender demo-cd’er og lignende til dem, ligesom de ikke vil svare på mails om at komme ind hos selskabet. Det er en holdning, de først har tænkt sig at ændre, når politikerne strammer lovgivningen.

Lion Music skrev:
Our demo policy will not change before our politicians have stopped the P2P sites.

Hos Torrentfreak, der bringer nyheden, undrer man sig over tiltaget, idet de henviser til, at flere undersøgelser har vist, at netop fildelere køber mere musik end de, der ikke henter musik ulovligt på nettet.

newz.dk

Flertal i Folketinget bakker op om forbud mod terror-hjemmesider

- Via Politiken - , redigeret af Avenger-

Vi skrev i går om SF’s forslag til at installere et terror-filter for danske internetbrugere, ligesom danskerne skulle forbydes i at surfe på nettet efter terror.

Det forslag har nu fået et flertal i Folketinget bag sig, eftersom Socialdemokraterne, Konservative og Dansk Folkeparti bakker op om forslaget.

Tom Behnke, retsordfører, Konservative skrev:
Det er vi bestemt positive over for. Det kan være meget vigtigt at få grebet tidligt ind over for de, der er på vej ud i en radikalisering, og her kan et forbud mod at besøge sådanne sider være et skridt på vejen

Både Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti påpeger dog, at der er nogle tekniske ting, der skal afklares først, ligesom definitionen af, hvad en terrorhjemmeside er, kan blive problematisk.

Også strafferammen er der uenighed om, hvor Konservative overvejer forskellige muligheder, såsom sanktioner, øget observation og eventuelle samtaler med den mistænkte, så vil DF gå en anelse længere.

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti skrev:
Det skal jo være en samlet vurdering. Men hvis man forestiller sig en person, der frekventerer en bestemt moske, hvor vi ved, at imamen er kendt for at tale lidt for venligt om Al Qaeda. Og hvis vi så samtidig kan se, at vedkommende er hyppig gæst på hjemmesider, der opfordrer til terror, så kunne man forestille sig, at han kunne få frataget sin opholdstilladelse.

Getmore A/S

Getmore solgt til iværksætter

- Via Computerworld DK - , redigeret af Avenger-

Onlinebutikken Getmore har gennem det seneste år levet en omtumlet tilværelse med beskyldninger om skattefusk og klager over dårlig service.

Den nye ejer er iværksætteren Adeel Younas, der har købt selskabet for et ukendt beløb. Den tidligere direktør Kaiser Raja fortsætter ikke under den ny ejer, i stedet er den tidligere kommercielle direktør, Steen Mortensen, blevet administrerende direktør.

Mortensen oplyser, at man med opkøbet og ny kapital nu vil starte på en frisk og blandt andet satse internationalt, ligesom Getmores platform måske skal bruges til at sælge rejser. Sidstnævnte hænger sammen med, at Younas ejer flere rejseselskaber.

For de eksisterende kunder lover den nye ejer, at man vil gøre alt for også at hjælpe dem i det nye ejerskab.

Den udsendte pressemeddelelse om salget kan læses her.

Flickr - jorel314

Ny pi-rekord udregnet med desktopcomputer

- Via Bellard.org - , redigeret af Avenger-

Tallet pi har et uendeligt antal decimaler, og rekorden for, hvor mange kendte decimaler det har, er nu blevet slået af en enkelt person med en almindelig desktopcomputer til under 15.000 kroner.

Det er Fabrice Bellard, der med en Intel Core i7 2,93 GHz computer, med 6 GiB RAM har udregnet ikke færre end 2,7 billioner decimaler, hvilket er 120 milliarder flere end den foregående rekord.

Det tog computeren 103 dage at udregne tallet via et program, som Bellard selv har udviklet. Derefter brugte computeren 13 dage på at verificere resultatet med en anden algoritme og yderligere 10 dage til at konvertere resultatet til base 10, som igen blev verificeret på 3 dage af et cluster på ni computere.

Til at håndtere det enorme tal var computeren udstyret med fem 1,5 terabyte-diske. Det endelige resultat fylder lige omkring en terabyte. Bellard frigav en detaljeret gennemgang af sit arbejde i går, der kan læses her (pdf).

Telenor ASA

Telenor interesseret i YouSee-kabelnet

- Via Computerworld DK - , redigeret af Emil

I slutningen af december besluttede It- og Telestyrelsen, at TDC skulle give konkurrenter adgang til deres kabel-tv-net for at sikre fri konkurrence.

Telenor har før udtrykt interesse for at komme ind på YouSees net, og den interesse er ikke blevet mindre med styrelsens beslutning.

I første omgang vil Telenor henvende sig til TDC for at finde ud af, hvilke vilkår de skal arbejde under, og kan de blive enige, så vil de sende en officiel anmodning om at benytte kabel-tv-nettet.

Selv om vilkårene kan accepteres af Telenor, så kan der gå op til 18 måneder, før det bliver muligt at købe bredbånd af nordmændene. Det skyldes, at It- og Telestyrelsen skal bruge op til et år på at beregne, hvad det vil koste TDC at klargøre kabel-tv-nettet til fremmede udbydere.

Når den opgave er udført, så har TDC op til seks måneder til at gennemføre klargøringen.

Det hele kan dog endnu nå at falde til gulvet, idet TDC stadig overvejer om de skal anke den oprindelige afgørelse fra styrelsen.

LG Display

LG og Panasonic indbygger Skype i tv

- Via Gizmodo -

Det er ikke uvant for Skype at indgå samarbejdsaftaler med andre partnere, og nu har de indgået to nye, denne gang med LG og Panasonic, der hver vil lave tv med en indbygget Skype-klient.

Samtidig med annonceringen af det nye samarbejde har Skype også offentliggjort en ny beta af deres software, som introducerer 720p video-opkald, en opløsning de nye fjernsyn også vil understøtte.

De to fjernsyn vil have næsten den samme funktionalitet som det tilsvarende program til computer, hvilket vil sige opkald til fastnettelefoner, mobiltelefoner, voicemail osv.

For at kunne udnytte den nye opløsning med computere skal man naturligvis være i besiddelse af et webkamera, der understøtter 720p optagelse. I den forbindelse har Skype lavet en aftale med FaceVision og In Store, der hver vil komme med to HD-klare webkameraer.

NASA

Første resultater fra Kepler-mission offentliggjort

- Via NASA - Kepler - , indsendt af ktg

I de seneste ni måneder har NASAs rumteleskop Kepler været i aktion 150 millioner kilometer væk fra Jorden, hvor den upåvirket af lys fra Jorden og Solen har været på udkig efter exoplaneter.

NASA har nu udsendt en pressemeddelelse om de første resultater, som teleskopet har opnået, og det er blevet til opdagelsen af fem nye planeter. Planeterne varierer i størrelse fra større end Jupiter til på størrelse med Neptun.

Kepler har registreret yderligere flere hundrede tilfælde, hvor lyset fra en stjerne ændres, hvilket kan være pga. en planet, der passerer forbi stjernen. Der er dog mange andre muligheder til disse ændringer, og de er nu ved at blive undersøgt.

Alle de opdagede planeter kredser meget tæt om deres stjerne, hvilket giver dem en høj overfladetemperatur og hurtig omløbstid på blot få dage.

Planen er, at Kepler skal observere de samme stjerner i 3,5 år, og på den måde forhåbentligt opdage planeter med meget længere kredsløb, hvilket vil øge chancen for at opdage en jordlignende planet.

Statens IT

Statens It er skudt i gang

- Via Comon - , indsendt af LordMike

Det stærkt omdiskuterede projekt Statens It, der allerede for over et år siden måtte døje med massive budgetoverskridelser, er endelig kommet i gang, dog i en reduceret udgave, som det blev annonceret i maj sidste år.

Da projektet i sin tid blev søsat, var det meningen, at alle ministerier samt styrelser, der hører under disse, skulle anvende Statens It, men det satte budgetoverskridelserne en stopper for.

Der er i dag otte ministerier, som anvender Statens It, som dermed overtager både drift og udvikling for ministeriernes ca. 10.000 ansatte.

Om to år skal det vurderes, om flere ministerier skal benytte den nye it-organisation, hvilket potentielt kan øge antallet af brugere med op til 45.000.

newz.dk

Klagenævn overdrager 11 år gammelt domæne til virksomhed

- Via Comon - , redigeret af Emil

Med tanker på den meget omtalte sag om orango.dk har Klagenævnet for Domænenavne nu igen truffet en beslutning, der sætter spørgsmål ved, hvor meget man som privat har ret til et .dk-domæne.

Denne gang drejer det sig om domænet klonk.dk, som blev registreret tilbage i oktober 1998, men som firmaet K:L:O:N:K nu er blevet tildelt. Ligesom i sagen med orango.dk og firmaet Orango, så er firmaet i dette tilfælde også først stiftet efter domænenet blev registreret, i 2002.

Sagen startede i maj 2008 ved direkte kontakt mellem parterne, og de var ved at blive enige om en overdragelse uden om Klagenævnet, men ejeren af K:L:O:N:K koblede en advokat på, hvilket blev taget ilde op af klonk.dk-ejeren, Kasper Myram. Korrespondancen fortsatte dog alligevel, men hos K:L:O:N:K mente man, det gik for langsomt, og koblede Klagenævnte på sagen.

Afgørelsen er, ligesom i orango-sagen, at de nuværende aktiviteter på domænet; e-mail, en række test-sites og sub-domæner, fint kan flyttes til et andet domæne. Klagenævnet har igen haft fokus på hjemmesiden og dokumenterer med screenshots, at der ikke er nævneværdig indhold, og at siden derfor har større værdi for K:L:O:N:K.

Hele afgørelsen, der også indeholder al korrespondance mellem parterne, kan læses her (pdf)