mboost-dp1

engadget.com

Samsung fremviser 14″ transparent OLED-laptop

- Via engadget - , redigeret af Emil , indsendt af Skak2000

Ved sidste års CES-messe kunne Samsung fremvise en OLED-skærm på 4,82″, der var 30 % transparent, og i år har de taget endnu en transparent OLED-skærm med.

Denne gang er størrelsen nået op på 14″, og den er nu blevet 40 % transparent, hvilket skulle være en rekord. OLED-panelet er af typen AMOLED og er bygget ind i en bærbar computer.

Der er ikke sluppet mange oplysninger ud om skærmen, hverken om opløsning, farvemætning eller lysstyrke.

Det eneste, som er sikkert, er, at der endnu er tale om en prototype, hvorfor man ikke skal forvente at se skærmen i en laptop lige foreløbig.

Du kan se en video af skærmen herunder.

DivX Inc.

DivX vil ind i dit fjernsyn

- , indsendt af Skak2000

Hos DivX har man gennem de seneste år haft god succes med at lave aftaler med producenter af f.eks. dvd- og Blu-ray Disc-afspillere om at understøtte førstnævntes teknologi. Disse aftaler satser DivX nu på at udvide med en internet tv-platform.

Som den første partner har LG valgt at indbygge DivX’ nye satsning i en af deres Blu-ray Disc-afspillere. Det betyder, at man med afspilleren, der har internetadgang, kan tilgå DivX TV, som er en tjeneste, der tilbyder indhold fra bl.a. AP, blip.tv, Break, CNET, Dailymotion, Revision 3, TED, Twitter m.fl.

Ud over LG så håber DivX, at de kan få lignende aftaler i hus med flere af de producenter, der allerede har licenseret DivX til andre produkter.

En af måderne til at lokke producenterne er at tilbyde dem en del af reklameprovenuet fra DivX TV. Succes er dog også afhængigt af, om de kan få tilstrækkeligt med indholdsudbydere med i ordningen.

Du kan se en præsentationsvideo for DivX TV herunder.

Qualcomm Incorporated

E-bog-læsere med farve snart en realitet

- Via engadget -

Til CES-messen i Las Vegas, der afvikles i disse dage, har Qualcomm fremvist deres display-teknologi Mirasol, som er en konkurrent til eksisterende e-ink-teknologi.

Mirasol fungerer ligesom e-ink ved, at der ikke er behov for en intern lyskilde, men blot en udefrakommende lyskilde som f.eks. solen eller en lampe; der hører lighederne til gengæld også op.

Teknologien bag Mirasol bygger på en reflektiv teknologi kaldet IMOD (Interferometric MODulation), der efterligner den effekt, man kender fra f.eks. sommerfugle.

Teknologien gør det muligt at lave farver og have en så høj opdateringshastighed, at det er muligt at vise f.eks. video. På Qualcomms stand har de medbragt deres nyeste prototype med en skærm på 5,7″ i XGA-opløsning.

Engadget har været forbi på standen, hvor de har taget billeder og video af prototypen, som de var meget imponerede over. De beretter yderligere, at efter hvad de har hørt på messen, så overvejer Amazon at anvende teknologien i en kommende Kindle. Følge linket til kilden for at se billederne og videoen af Mirasol-teknologien i brug.

Flere informationer om teknologien kan findes her.

Panasonic

Panasonic fremviser 3D-videokamera

- Via Akihabara news -

Kunne man godt tænke sig at lave videooptagelser i 3D, så har det hidtil ikke været særligt nemt, men det kan snart ændre sig. Panasonic har som de første i verden netop fremvist deres bud på et videokamera, der kan optage 3D-film i fuld HD.

Ligesom da de første HD-videokameraer kom frem, er der en stor ulempe, det er en dyr fornøjelse at være pioner. Panasonic oplyser, at prisen på det nye videkamera bliver på 21.000 dollars, eller ca. 109.000 kroner.

Med den høje pris henvender kameraet sig i første omgang til professionelle og semiprofessionelle fotografer. Prisen er dog markant mindre, end hvad tilsvarende 3D-optageudstyr koster i dag, ligesom den fysiske størrelse af kameraet er væsentligt mindre end andet udstyr.

Optagelserne gemmes på SDHC-kort, hvilket gør det meget billigt at benytte kameraet og mindsker risikoen for fejl ved optagelse under vanskelige forhold, hvis kameraet f.eks. udsættes for stød og rystelser.

Netflix

Netflix udskyder udlejning til fordel for streaming

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Skak2000

Hos Netflix, der er en af de største online-video-udlejere i USA, har man netop indgået en aftale med Warner Brothers (WB), der vender lidt op og ned på rækkefølgen, hvorpå man kan leje film hos dem.

Aftalen giver Netflix udvidet adgang til Warner Brothers’ filmkatalog, mod at de først udlejer film på dvd og Blu-ray efter en 28 dages vente-periode. I den periode må Netflix kun udleje filmene digitalt via streaming på internettet.

Netflix har tidligere haft svært ved at skaffe dvd’er og BD’er nok til udlejning, men i den nye aftale er det problem løst, idet WB lover at stille flere medier til rådighed.

Der er delte meninger om den nye aftale. Nogle brugere mener, at venteperioden er en dårlig ting, andre synes, det er godt, at de får adgang til flere film digitalt.

Microsoft Corporation

Windows-chef udtaler sig om “GodMode”-mappen

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Skak2000

Nettet har de seneste par dage floreret med nyheden om en specialmappe, man kan oprette under Windows 7 og Windows Vista (32 bit), der giver adgang til alle de indstillingsmuligheder, man finder i kontrolpanelet, blot listet på en anden måde.

Hos CNET, der var blandt de første til at skrive om den såkaldte GodMode-mappe, har man nu haft en snak med chefen for udvikling af Windows, Steven Sinofsky, og han forklarer, ligesom Brandon Paddock, at der er tale om en udviklingsfunktion, og at der er mange andre specialmapper.

Sinofsky gør det klart, at ordet GodMode ikke er noget, de har fundet på, men stammer fra den oprindelige blogger, som skrev om emnet.

Hele virakken om den såkaldte GodMode-mappe har mest af alt været en sjov detalje for Sinofsky, der har sendt en liste til CNET på yderligere 16 mapper, man kan prøve at lave. Du finder listen herunder.

[list]
[li]{00C6D95F-329C-409a-81D7-C46C66EA7F33}[/li]
[li]{0142e4d0-fb7a-11dc-ba4a-000ffe7ab428}[/li]
[li]{025A5937-A6BE-4686-A844-36FE4BEC8B6D}[/li]
[li]{05d7b0f4-2121-4eff-bf6b-ed3f69b894d9}[/li]
[li]{1206F5F1-0569-412C-8FEC-3204630DFB70}[/li]
[li]{15eae92e-f17a-4431-9f28-805e482dafd4}[/li]
[li]{17cd9488-1228-4b2f-88ce-4298e93e0966}[/li]
[li]{1D2680C9-0E2A-469d-B787-065558BC7D43}[/li]
[li]{1FA9085F-25A2-489B-85D4-86326EEDCD87}[/li]
[li]{208D2C60-3AEA-1069-A2D7-08002B30309D}[/li]
[li]{20D04FE0-3AEA-1069-A2D8-08002B30309D}[/li]
[li]{2227A280-3AEA-1069-A2DE-08002B30309D}[/li]
[li]{241D7C96-F8BF-4F85-B01F-E2B043341A4B}[/li]
[li]{4026492F-2F69-46B8-B9BF-5654FC07E423}[/li]
[li]{62D8ED13-C9D0-4CE8-A914-47DD628FB1B0}[/li]
[li]{78F3955E-3B90-4184-BD14-5397C15F1EFC}[/li]
[/list]

SanDisk Corporation

Sony begynder selv at sælge microSD-kort

- Via BetaNews - , indsendt af Skak2000

For et halvt års tid siden kom det frem, at Sony ville begynde at anvende microSD-kort i nogle af deres mobiltelefoner, efter ellers udelukkende at have anvendt deres eget proprietære Memory Stick-format.

Nu går selskabet et skridt videre og vil snart lancere deres egen serie af microSD-kort.

Der er tale om kort med kapaciteter varierende fra 2 GB til 32 GB, som alle er af typen Class 4, der er tiltænkt mobiltelefoner, digitalkameraer og håndholdte medieafspillere.

På trods af at Sony nu selv vil tilbyde microSD-kort, så oplyser selskabet, at de ikke har nogen intentioner om at droppe Memory Stick-formatet, som de stadig mener, tilbyder en række fordele frem for de konkurrerende formater.

Den officielle pressemeddelelse fra Sony kan læses her.

SXC - kezze

Brian Mikkelsen mener, terrorlov er god nok

- Via TV 2 Nyhederne - , indsendt af LordMike

I den seneste uge har der været meget debat om, hvorvidt terrorloven skal strammes, især et forslag fra SF har vakt en del opsigt. Justitsminister Brian Mikkelsen maner dog til besindighed og forklarer, at det ikke er pga. mangler i den nuværende lov, at attentatet mod tegneren Kurt Westergaard ikke blev forhindret.

Ifølge ministeren, er der ikke umiddelbart behov for nogen ændringer af loven, ligesom han påpeger, at den somaliske angrebsmand nok var kendt af PET, men der ikke forefandtes konkrete beviser, som kunne være brugt til at stoppe ham inden angrebet.

Brian Mikkelsen, Justitsminister skrev:
Det at have en mistanke er ikke det samme som at have beviser, og man skal have beviser for at kunne gøre noget.

Det udelukkes dog ikke helt, at loven med tiden kan ændres, idet ministeren oplyser, at loven skal under eftersyn i løbet af foråret, og her vil man kigge på alle ændringsforslag, som er kommet.

OpenBitTorrent

Hollywood angriber igen OpenBitTorrent

- Via TorrentFreak - , indsendt af Skak2000

Midt i november 2009 forsøgte Hollywood at få lukket hjemmesiden OpenBitTorrent (OBT), som de mener, er den uofficielle efterfølger af The Pirate Bay. I starten af december led advokaterne dog et nederlag, idet en svensk domstol afviste at tvinge internetudbyderen Portlane til at lukke for forbindelsen til hjemmesidens server.

Ikke overraskende var Hollywood ikke tilfredse med den afgørelse, og advokat Monique Wadsted har valgt at appellere afgørelsen.

De 13 filmselskaber, som Wadsted repræsenterer, mener ikke, Portlane har gjort nok for at forhindre de ulovligheder, som OBT er en del af. De mener, det svarer til en udlejer, som bevidst tillader prostitution fra de udlejede lokaler.

Flickr - tao_zhyn

Wikimedia indsamler 41,5 mio. kroner på under to måneder

- Via Wikimedia Foundation - , redigeret af Avenger-

Verdens største online encyklopædi samt dets søstersider tjener ikke en krone, da de ikke viser reklamer på deres sider eller har nogen former for brugerbetaling, til gengæld får de mange penge doneret.

I løbet af 2009 modtog fonden bag siderne, Wikimedia Foundation, ikke mindre end 230.000 donationer i forskellige størrelser. Samlet blev det til et beløb på lige over 8 millioner dollars eller ca. 41,5 millioner kroner.

Målet var at indsamle 7,5 millioner dollars, 1,3 millioner mere end hvad der blev indsamlet sidste år. Pengene kom ind på ganske kort tid, fra indsamlingskampagnen startede den 10. november sidste år til den 31. december.

Til næste år håber man at kunne indsamle hele 9,5 millioner dollars, ikke kun for at kunne blive ved med at forbedre Wikipedia, men også de mange andre projekter, som hører ind under Wikimedia Foundation.