mboost-dp1

The Pirate Bay

The Pirate Bay-kopi ser dagens lys

- Via TorrentFreak - , redigeret af The-Lone-Gunman , indsendt af Skak2000

Som vi har nævnt tidligere, så samlede en ihærdig person alle torrents fra The Pirate Bay (TPB) i én stor fil, som alle kunne hente. Med den i hånden havde man reelt set en kopi af TPB, og nu er den første tracker lanceret baseret på disse torrents.

Personen bag den nye tracker, der ønsker at være anonym, oplyser over for hjemmesiden TorrentFreak, at han lavede siden som en slags garanti, skulle det vise sig, at TPB ikke ville være brugbart efter overtagelsen af Global Gaming Factory X (GGF).

Det ser dog ud til, at flere ikke vil vente på, hvad der sker med TPB, idet der allerede er registreret flere hundrede leechere og seedere på den nye side.

Gizmodo

ASUS Eee Keyboard kommer til oktober

- Via Fudzilla - , redigeret af Pernicious

Det nyeste skud på stammen af ASUS Eee PC-linjen, der nu tæller mini desktopcomputere og netbooks, bliver, som tidligere berettet under CES 09 i januar, et tastatur med indbygget computer og en lille skærm.

Navnet er Eee Keyboard, og det har været udskudt flere gange, men nu forlyder det, at produktet skulle komme i handlen i 4. kvartal i år, mere præcist i midten eller slutningen af oktober, på det europæiske marked.

Tastaturet har en 5″ 800×480 touchscreen og bygger på Intels Atom N270 CPU, kendt fra mange netbooks, har 1 GB RAM, en 16 eller 32 GB SSD-harddisk, WiFi og et HDMI-output.

Prisen kommer til at ligge på omkring 500 € på det europæiske marked.

Christopher Go

Måneformørkelse på Ganymedes fanget på film

- Via Sky and Telescope - , indsendt af ktg

En måneformørkelse på en af Jupiters måner lyder måske ikke af noget specielt, især når man tænker på, hvor stor en skygge Jupiter må kaste, men en nylig måneformørkelse af månen Ganymedes er alligevel ret speciel.

Ved måneformørkelsen er det nemlig ikke Jupiter, der skygger for Solen, men derimod en af kæmpeplanetens andre måner. Det er Io, der glider ind forbi Ganymedes og kaster sin skygge på sidstnævnte, hvor det hele er blevet fanget på film.

Det lykkedes amatørastronomen Christopher Go at tage billeder af okkultationen, som det hedder, når en måne dækker en anden. Go, der bor på Filippinerne, måtte kæmpe med skyer i begyndelsen af formørkelsen og fik ikke starten med, men det blev alligevel til en succesfuld observation.

Animationen af Ios passage forbi Ganymedes kan ses ved at følge linket til kilden.

Københavns Universitet

Danske forskere fremstiller organiske transistorer

- Via Ingeniøren - , redigeret af Pernicious

Danske og kinesiske forskere har i samarbejde fremstillet transistorer af organiske nanotråde.

I dag er grænsen for hvor små siliciumkredsløb, der kan fremstilles, ved at være nået, og der forskes derfor i alternativer – heriblandt de organiske nanotråde, som de danske forskere har været med til at fremstille.

Det er lykkedes for forskerne at fremstille stabile kredsløb bestående af 4-6 transistorer baseret på teknologien, der har et lavt strømforbrug. På baggrund af dette håber forskerne i fremtiden på at kunne benytte teknologien til at fremstille lynhurtige logiske kredsløb som eksempelvis CPU’er.

Thomas Bjørnholm, leder af Nano-Science Centeret på Københavns Universitet til Ingeniøren skrev:
Vi har taget et skridt mod, at vi i fremtiden kan basere elektriske kredsløb på organiske materialer i stedet for den silicium-baserede teknologi, som vi kender i dag.

Allerede i dag benyttes organisk materiale i blandt andet OLED-skærme.

Nvidia

NVIDIA ændrer navne på sine grafikkort

- Via engadget - , redigeret af Emil

Skal man ud og købe et grafikkort, så kan det godt være lidt af en øvelse, især hvis man ikke løbende følger med i, hvordan både AMD og NVIDIA navngiver deres kort.

Det bliver ikke mindre forvirrende af, at de to rivaler anvender nummerserier, der minder om hinanden. Oven i hatten anvende NVIDIA også benævnelserne G, GT og GTX, men det skal nu være slut.

Fremover vil grafikkort kun blive benævnt GeForce og så et tal. Det første grafikkort med den nye benævnelse bliver et GeForce 210, der efterfølges af et GeForce 230 og et GeForce 300.

Hvordan de nye grafikkort skal sammenlignes med de nuværende, med G, GT og GTX, er endnu uvist.

Apricorn

Harddisk med indbygget pinkode

- Via Electronista - , redigeret af Emil

Kryptering til harddiske er ikke noget nyt, det findes både i softwareløsninger eller indbygget i harddisken, men hos firmaet Apricorn er de gået et skridt videre.

Deres eksterne harddiske er realtime beskyttet med enten 128 bit eller 256 bit AES-kryptering, men inden man kan tilgå data på disken, så skal den låses op. Det sker via et indbygget numerisk tastatur på fronten af disken, som det kendes fra en hæveautomat.

Disken hedder Aegis Padlock og tilbydes i kapaciteter på 250 GB, 320 GB og 500 GB, der koster henholdsvis $119, $139 og $159 i 256 bit-udgaven.

Ud over kryptering af data på disken, så fremhæver Apricorn også et indbygget stødabsorberingssystem i kabinettet, der sikrer disken mod fysiske stød.

Canon

Canon gearer ned i megapixelræs

- Via The Register Hardware - , redigeret af Emil

Normalt, når kameraproducenterne udgiver et nyt kamera i en modelserie, så kan det tage billeder i flere megapixels end det forrige. Sådan har det også været for Canons PowerShot G-serie, men den nye G11 bryder med traditionerne.

PowerShot G10-modellen kom med en 14,7 MP-sensor, og modellen før den, PowerShot G9 havde en 12 MP-sensor. Den nyeste G-serie-model har “kun” en 10 megapixel sensor.

Et af de store problemer med at føje stadig flere pixels til sensorerne er støj. Rent fysisk bliver de lysfølsomme sensorer mindre, og dermed slipper der også mindre lys ind til dem. Ved at nøjes med 10 megapixels lover Canon derfor også markant bedre håndtering af støj, helt op til to stop bedre end for G10.

Hvis man virkelig vil fotografere i dårlige lysforhold uden blitz, så har kameraet tilmed en lav-lys-funktion, hvor ISO øges til 12800, mod at billedet så kun har en opløsning på 2,5 MP.

Nvidia

NVIDIA måske på vej med LGA 1156-chipsæt

- Via TechSpot - , redigeret af Net_Srak

Den sidste Intel-processor, NVIDIA har lavet et chipsæt til, er Core 2 platformen, idet selskabet aldrig har fået en licens til Intels LGA 1366-arkitektur, der omfatter Core i7 processorerne.

De to parter har sidenhen været efter hinanden i diverse medier, men også hos domstolene, hvorfor forholdet mellem dem bedst kan betegnes som køligt.

Lidt overraskende er det nu kommet frem, at NVIDA vil lave et chipsæt til Intels LGA 1156 baserede chips, der omfatter Lynnfield-arkitekturen, som de kommende Core i5 processorer er baseret på.

Oplysningerne stammer fra en kinesisk hjemmeside og er endnu ikke blevet bekræftet af NVIDIA. Flere undrer sig også over, at NVIDIA skulle komme med et chipsæt, idet de netop har lavet en aftale om, at Intel kan benytte deres SLI-teknolgi i deres eget LGA 1156-chipsæt.

Apple Inc

Smartphones skal have bedre flashram

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak

I de smartphones, der kommer på markedet i dag, er lagerkapaciten oppe på 32 GB flashram i de største modeller, en kapacitet, der kun vokser. I dag anvendes simple NAND-kredløb som flashram, men står det til elektronikproducenten Micron, så vil det snart ændre sig.

At gå helt op og anvende SSD-teknologi vil være et for voldsomt skridt, i stedet mener Micron, at det næste logiske skridt vil være såkaldt “managed NAND”. Denne form for NAND-hukommelse vil give flere af de fordele, som SSD tilbyder, blandt andet hurtigere overførselshastigheder.

Flashram lavet med managed NAND-teknologi vil være en mellemting mellem de “rå” NAND-kredsløb og SSD, hvilket – ud over den hurtigere hastighed i forhold til alm. NAND – vil betyde billigere lagerplads set i forhold til SSD.

Micron håber på, at de nye flashramchips ikke kun finder vej til avancerede mobiltelefoner, men også til smartbooks, som de forventer vil slå igennem på netbook-markedet i 2010.

Trifork A/S

Vind billetter til JAOO her på newz.dk

- Via newz.dk -

I samarbejde med Trifork A/S er vi glade for her på newz.dk at kunne tilbyde chancen for at vinde billetter til den kommende JAOO Aarhus 2009-konference, der finder sted den 5. – 7. oktober.

JAOO er en af de største softwareudviklerkonferencer på dansk jord. Konferencen har fokus på .NET-programmering, Java, udvikling af applikationer til iPhone og meget mere.

Konferencen vil få besøg af over 80 talere, heriblandt flere kendte it-personligheder, som Rod Johnson (opfinder af Spring), Cameron Purdy (topchef hos Oracle) og Urs Hölzle (topchef hos Google).

Prisen for at deltage er normalt 14.000,- kroner, eller 12.600,- hvis man bestiller inden den 29. august for alle tre dage. Ønsker man kun at deltage én dag er prisen 5.500 kroner.

Du har nu muligheden for at vinde to 3-dages billetter til en samlet værdi på 28.000,- kroner. Som andenpræmie er der to stk. enkeltdagsbilletter på højkant, og tredjepladsen er en enkeltdagsbillet.

Alt du skal gøre for at deltage, er at indsende færdigskrevne nyheder her til siden. Du finder konkurrencebeskrivelsen ude til venstre eller ved at klikke på overskriften.

Ønsker du ikke at deltage i konkurrencen, men alligevel vil afsted til konferencen, så er der stadig penge at spare. Trifork A/S vil gerne give alle newz.dk-brugere 15 % rabat ved bestilling af billet. Alt du skal gøre er at skrive “newz2009” i promotion code-feltet på registreringssiden.