Der findes mange forskellige smartphones på markedet, men det er ikke nødvendigvis dem, der bliver solgt flest af, som der bliver tænkt mest på, når folk i USA bliver spurgt om de avancerede mobiltelefoner.
I en undersøgelse foretaget af markedsanalysevirksomheden Interpret viser det sig ikke overraskende, at Apples iPhone rangerer højest, når folk tænker på smartphones, de har den største “mindshare”.
På andenpladsen kommer Palms Palm Pre, hvilket kan overraske, idet den har en meget mindre markedsandel. I undersøgelsen har Interpret udvalgt tre punkter for en smartphone og bedt folk bedømme, hvor meget en given smartphone passer til disse. Det drejer sig om: Er telefonen “smart,” synes man, telefonen er “hip/cool”, og synes man, at telefonen gør en mere produktiv.
Kun iPhonen og Palm Pre fik gode vurderinger i alle tre kategorier i forhold til prisen for telefonerne. Undersøgelsen viser også, at iPhone 3G S-kunder i stor grad har købt telefonen, fordi de synes, den er cool.