mboost-dp1

Fujitsu

Fujitsu fremviser spændende design ved CEATEC-messen i Japan

- Via engadget - , indsendt af nanotech

Ved CEATEC-messen i Japan fremviser en lang række firmaer deres bud på nye produkter inden for bl.a. elektronik, både kommende produkter, men også konceptprodukter.

Blandt udstillerne finder man Fujitsu, der viser deres bud på design af fremtidens produkter, hvor den mest bemærkelsesværdige nok er en mobiltelefon, der ligner en oval klump glas med en sort kugle i midten.

Ifølge Fujitsu er det meningen, den sorte kugle er en masse af flydende metal, der kan omdanne sig til forskellige skærmbilleder. Afhængigt af hvad man vil, så trækkes den sorte kugle ud til en af telefonens hjørner og antager så det ønskede skærmbillede, f.eks. et tastatur.

Du kan se billeder af konceptet samt andre af Fujitsus fremtidsidéer ved at følge linket til kilden.

Google

Ny liste med webmail-kontooplysninger lækket på nettet

- Via BBC News - , redigeret af Pernicious

Sidste gang blev der fortalt om, at kontooplysninger for10.000 hotmail-brugere var blevet lækket på grund af phishing. Det viser sig nu, at lignende phishing-forsøg har ramt brugerne af andre webmail-tjenester, hvorved mindst 20.000 login-informationer er blevet indsamlet.

De blev lækket på selvsamme side som sidst, pastebin.com, som nu er lukket på grund af vedligeholdelse. Dens ejer, Paul Dixon fortæller også til Neowin, at han havde modtaget en hidtil uventet mængde trafik.

Paul Dixon til Neowin skrev:
Pastebin.com er bare et sjovt sideprojekt for mig, som ikke længere er for sjov fra i dag af. Den vil forblive offline hele dagen, mens jeg laver nogle yderligere modifikationer.

BBC har set listen og kan bekræfte, at den indeholder kontooplysninger på bl.a. Gmail-, Comcast- og Earthlink-brugere. Flere af oplysningerne er dog forældede eller falske, men mange er ægte.

Yanko Design

Batteri med indbygget håndsving

- Via Gizmodo - , indsendt af Skak2000

Batterier er rare at have, hvis man er et sted, hvor der ikke er adgang til et strømstik, men på et tidspunkt løber de også tør for strøm. Genopladelige batterier kræver en energikilde for at blive ladet op igen, og her har designeren Qian Jiang fået en god idé.

Modsat batterierne med indbyggede solceller, som vi tidligere har skrevet om, der kræver adgang til solen, så kræver Jiangs batteri blot en selv, for den skal lades op med håndkraft.

Idéen er, at der i toppen af batteriet er indbygget en lille el-generator, der skaber el, når man drejer den rundt med det indbyggede håndtag. Målet er at kunne lade batteriet op ved ca. 20 minutters arbejde.

En lysdiode vil fortælle, om batteriet er ladet op eller kræver en ny opladning. Ud over den manuelle metode er det også meningen, at batterierne kan lades med en traditionel oplader.

Batteriet er endnu blot en design-idé, og det vides ikke, om det bliver til et egentligt produkt.

Google

Chrome rammes af stjernestøv

- Via Google Blog - , redigeret af Emil

Siden den seneste stabile version af Googles Chrome-browser blev lanceret, har det været muligt at benytte temaer i browseren. Med disse kan man peppe udseendet lidt op, hvis man synes, de almindelige farver er for kedelige.

For at give folk lidt at vælge imellem, har Google netop lanceret en række temaer lavet af flere forskellige kendte mennesker. Blandt disse finder man blandt andet Jeff Koons, Jenny Holzer, Karim Rashid, Jonathan Adler, Oscar de la Renta, Anita Kunz, Tom Sachs, Kate Spade, Donna Karan, Kid Robot, Casey Reas, Dolce & Gabbana og Mariah Carey.

I alt er der over 100 forskellige temaer at vælge imellem i meget forskellige stilarter.

Du kan se et udvalg af disse temaer i videoen herunder.

The Pirate Bay

The Pirate Bay er røget offline

- Via TorrentFreak - , indsendt af Skak2000

Kampen om The Pirate Bay (TPB) fortsætter, efter at serverne i sidste uge flyttede væk fra Sverige og til Ukraine. I den forbindelse routes alt trafik til den nye lokation via Holland gennem den hollandske internetudbyder Leasewebs netværk på baggrund af deres kunde NForce.

Nu har den lokale antipiratgruppe, BREIN, fået held med at få den handling stoppet, hvorfor det p.t. ikke er muligt at tilgå TPB fra de fleste steder i verden.

Leaseweb mente ikke, der var nogen grund til at afbryde forbindelsen, og nægtede i første omgang at pille ved trafikken, men det er altså nu sket alligevel.

Det er dermed første gang, en internetudbyder er blevet påbudt at blokere trafikken til en torrent-side, uden at de selv, eller en af dets kunder, hoster siden.

The Pirate Bay vil dog ikke forblive offline. De har haft fat i Torrenfreak.com og meddelt, at de forventer siden online igen i morgen med fire nye “veje” til dem.

Panasonic

Panasonic fremviser 103″ skærm med 4x HD-opløsning

- Via Akihabara news -

Til Createc 2009 messen, der afvikles i disse dage i Japan, fremviser elektronikproducenterne deres nyeste produkter. Hos Panasonic har de atter engang taget en skærm med på hele 103 tommer, men denne gang med meget høj opløsning.

Den nye skærm er et såkaldt 4k2k tv, hvilket indikerer, at det har en opløsning på 3840 x 2160 pixels, eller fire gange så mange pixels som et almindelig full HD-fjernsyn.

Der er endnu tale om en prototype, så hvornår skærmen kan forventes at komme på gaden og til hvilken pris, er ikke oplyst.

Hjemmesiden Akihabara news har været med til messen og taget flere billeder af skærmen, som du kan se ved at trykke på overskriften.

Microsoft Corporation

Windows Mobile 6.5 frigives i dag

- Via Gizmodo -

Windows Mobile har længe været under en del kritik, blandt andet for ikke at følge med tiden. Microsoft vil gøre det hele godt med Windows Mobile 7, men den er blevet udskudt, så i mellemtiden har Microsoft lavet Windows Mobile 6.5.

Den nye udgave har været omtalt længe, men først nu er den blevet officielt frigivet. Blandt nyhederne i det nye operativsystem er bedre understøttelse af berøringsfølsomme skærme.

Det betyder blandt andet, at brugergrænsefladen har fået et nyt udseende med knapper, der er mere venlige til brug med en finger end en stylus.

Ifølge flere anmeldere er der dog ikke noget revolutionerende over WinMo 6.5, og flere udtrykker direkte skuffelse over flere af funktionerne. Blandt de positive oplevelser er den nye browser, der er markant bedre end den forrige, men dog stadig bagud i forhold til konkurrenterne.

Google

Google styrker indsatsen for reklamering på mobiltelefoner

- Via Google AdSense Blog - , redigeret af The-Lone-Gunman , indsendt af hmn

Der bliver solgt flere og flere smartphones i verden, alene for i år vurderes det, at der vil blive solgt 177 millioner styk. Det betyder, at flere og flere vil få muligheden for at surfe fra deres mobiltelefon.

Google har allerede udvidet deres AdSense-system til også at dække mobiltelefoner, men øger nu indsatsen med et nyt tiltag, der skal gøre det mere attraktivt for annoncører at reklamere på telefonerne.

Det er nu muligt at anvende større reklamer, end det hidtil kunnet lade sig gøre. Google har udviklet kode, der automatisk registrerer, om der er tale om en highend-mobiltelefon eller en almindelig og så viser de tilsvarende reklamer.

Det er dog ikke kun AdSense-systemet, Google har pillet ved, de har også gjort det muligt at reklamere via Maps-applikationen, der findes på iPod Touch og iPhone.

Søger man efter f.eks. restauranter i et område, så vil der nu kunne dukke sponsorerede links op nederst blandt søgeresultaterne.

Boxer TV Access AB

Boxer starter priskrig om digitale tv-kunder

- Via Boxer - , indsendt af Jace

Den 31. oktober lukkes der for det analoge tv-signal i Danmark, hvilket betyder, at alle med egen antenne skal have enten et nyt fjernsyn med indbygget digital modtager eller en boks, der kan konvertere de nye digitale signaler til analog.

Boxer, der er nye på markedet i Danmark, vil gerne ind og have en stor bid af dette marked og starter nu en kampagne, hvor de næsten halverer prisen for deres mindste digitale tv-pakke, Boxer Mini.

I stedet for 89 kr./md. tilbyder de nu mini-pakken til 49 kr./md. inklusiv den digitale modtager, hvilket, med kortafgift, svarer til en pris på 1.366 kroner for et år.

Boxer skrev:
Det er omtrent samme pris, som en Boxer-godkendt digital modtagerboks koster hos en forhandler. Man får altså uden ekstra omkostninger en digital tv-pakke fra Boxer i et år.

Ønsker man ikke at fortsætte med den lille tv-pakke efter et år, så kan man blot beholde den digitale modtagerboks og har så adgang til DR’s og TV2’s kanaler. Tilbuddet løber frem til den 31. oktober.

e-handelsfonden

Tillid til dansk e-handel skal øges

- Via e-handelsfonden - , redigeret af Pernicious

E-handelsfonden, der er kendte for deres e-mærke, som uddeles til online-butikker, der opfylder en række krav om sikker nethandel, vil nu tilbyde forbrugerne råd og vejledning i forbindelse med handel på nettet.

Tilbuddet gælder kunderne for en række af Danmarks største shoppingportaler, der har valgt at samarbejde med e-handelsfonden om projektet. De omkring 1,5 millioner kunder, som portalerne har, vil kunne ringe til en forbruger-hotline, hvor de kan modtage råd og vejledning før, under og efter en handel.

Formålet er at styrke tilliden til e-mærket og til dansk e-handel generelt samt give forbrugerne en større tryghed ved handel på nettet. Skulle der komme tvister omkring en handel, kan e-handelsfonden også hjælpe.

Shoppingportalerne, der er med i samarbejdet, omfatter: Mobilpriser.dk, Pricerunner.dk, Kelkoo.dk, Edbpriser.dk, Spilpriser.dk, DVDpriser.dk og HiFipriser.dk.