mboost-dp1

MySpace

Musiker forhindret i at dele egen musik på MySpace

- Via TorrentFreak - , indsendt af Skak2000

Musikeren Edwyn Collins lavede for 15 år siden et musiknummer, der gik hen og blev et hit. For nogle måneder siden besluttede han, at han gerne ville give nummeret væk gratis via MySpace.

Hos MySpace mente man ikke Collins måtte dele sin musik, og oplyste at det ikke kunne lade sig gøre idet han brød copyright på sangen.

Det undrede Collins’ kone Grace Maxwell, der også er manager for Collins, idet han selv ejer copyright til sangen, og tilmed er alle licensaftaler for sangen blevet forældede.

Ved nærmere undersøgelse viste det sig, at Warner Brothers havde stået for indsigelsen, da de mente, de ejede copyright til sangen. Efter en henvendelse til musikselskabet blev der lovet bod og bedring, men efter flere måneders vente er der endnu ikke sket noget.

Maxwell oplyser yderligere, at flere store pladeselskaber fortsat sælger Collins musik, til trods for de ikke har rettighederne til det. Ægteparret gider dog ikke gøre noget ved det, da de ikke ønsker bruge deres tid med lange retssager.

Nvidia

GPGPU – En virus værdig?

- Via X-bit labs - , redigeret af Pernicious

I takt med at grafikprocessorerne (GPU’erne) bliver mere og mere avancerede og vil kunne benyttes til andet end grafik, er sandsynligheden for virus på ens GPGPU (GeneralPurposeGPU) væsentlig større. Og GPGPU-vira er helt sikkert sandsynligt i fremtiden.

Det siger Philipp Gerasimov (Software Development Relations Specialist, Intel) på den russiske blog Habrahabr. Intel er, med deres kommende Larabee-GPGPU, i stand til at afvikle x86-kode direkte på GPU’en. Derfor er det ekstremt vigtigt, at der på både API- og driver-niveauet kigges ekstra på sikkerheden og muligheden for at undgå eksekverbare vira ad den vej.

NVIDIAs nye ’Fermi’ GP100 (GT3xx) kan programmeres direkte i C++ og Fortran og kan derfor nok også udsættes for GPGPU-vira. Dog begrænset af det understøttede instruktionssæt, men muligheden er der.

Om OpenCL, der benyttes af ATI, er genstand for samme problematik, er ikke så sandsynligt, da tilgang foregår gennem et (begrænset) API, altså ikke et direkte programmeringssprog, og der er derfor mulighed for større beskyttelse, da kun godkendte API-kommandoer kan bruges.

Det er endnu ikke muligt at slette eller inficere filer på ens computer, grundet de driver-modeller der bruges i dag, men udviklere af nye vira finder helt sikkert ‘vej’, når x86-/C++-/Fortran-kode kan eksekveres direkte af GPGPU’en.

Man skal dog ikke frygte totalt ragnarok på GPGPU-markedet; en CPU vil stadig være en mere direkte vej, da den er at finde i samtlige computere verden over.

Folketinget

Folketingets webside lagt ned igen

- Via Version2 - , redigeret af Pernicious

Som vi kunne berette tidligere, gik Folketingets side ned bl.a. pga. søgerobotter og mange tusinde hits over kort tid.

Det har imidlertid ikke stoppet det fra at gå ned igen, denne gang skyldes miseren dog, at ft.dk distribuerede til tider op til 6 MB store portrætbilleder af politikerne. Disse blev blot skaleret ned i brugerens browser frem for at være skaleret ned fra serverens side af.

Dette medførte unødvendig stress på ft.dk, som så gik ned igen. Ifølge it-udviklingschef Liselotte Astrup er der blevet nedsat et udvalg, som skal kigge på ydelsesproblemer for ft.dk.

Af andre optimeringsområder nævner Liselotte Astrup også, at der kan kigges på caching.

Microsoft Corporation

128-bit understøttelse på vej til Windows 8 og 9

- Via Ars Technica - , indsendt af Skak2000

Microsoft er færdige med at lave Windows 7, men det har naturligvis ikke fået dem til at sidde med hænderne i skødet, og udviklingen på både Windows 8 og 9 er i gang.

Der er ikke mange detaljer fremme om afløseren til Windows 7, der tidligst forventes at komme på gaden om 3 år, hvis Microsofts tidsplan for udgivelse af operativsystemer overholdes.

Lidt kom der dog frem for nyligt, da en ledende medarbejder i Microsofts udviklingsafdeling, ved navn Robert Morgan, fik skrevet lidt om, hvad han lavede i sin LinkedIn profil. Her fremgik det blandt andet, at han arbejdede på at inkludere 128-bit arkitektur i Windows 8 og 9.

Robert Morgan LinkedIn profil skrev:
Working in high security department for research and development involving strategic planning for medium and longterm projects. Research & Development projects including 128bit architecture compatibility with the Windows 8 kernel and Windows 9 project plan. Forming relationships with major partners: Intel, AMD, HP, and IBM.

Robert Morgan is working to get IA-128 working backwards with full binary compatibility on the existing IA-64 instructions in the hardware simulation to work for Windows 8 and definitely Windows 9.


Det har tidligere været fremme, at Windows 7 vil blive det sidste operativsystem fra Microsoft, der vil udkomme i en 32-bit udgave. Nu ser det ud til, at Windows 8 ikke blot vil komme i en 64-bit udgave, men måske også med 128-bit understøttelse.

Sony

Sony laver verdens letteste notebook

- Via The Register Hardware -

I Sonys Vaio-serie af computere har de netop fremvist, hvad de selv kalder verdens letteste notebook, med en vægt på blot 655 gram.

Den lave vægt er opnået ved at anvende kulfiber og aluminium til kabinettet, der blot har en tykkelse på 13,9 mm. Indmaden i computeren afslører dog, at der mere er tale om en netbook end en notebook, idet Sony anvender Intels Atom processor.

Sony har lavet to udgaver af den nye computer, der er en del af Vaio X-serien, VPC-X11S1E/B og VPC-X11Z1E/X. Begge computere har en 11″ skærme med en opløsning på 1366 x 768 pixels, men hvor sidstnævnte har en lidt hurtigere processor på 2 GHz, mod 1,86 GHz i den anden, samt en større SSD på 256 GB mod 128 GB i X11S1E/B-modellen.

Batteriet kan ifølge Sony holde liv i computerne i op til 8 timer på en opladning, og med et udvidet batteri op til 16 timer. Af andre specifikationer kan nævnes Intel GMA 500 grafikkort, indbygget webcam, WiFi, 3G, GPS og VGA-udgang.

Begge modeller forventes at komme på gaden i slutningen af denne måned til en startpris på 1.300 dollars.

SXC - clix

Nuklear-batteri bliver mindre og fleksible

- Via Gizmodo - , redigeret af Emil , indsendt af Skak2000

Når de fleste hører ordet nuklear eller atomenergi, så tænkes der straks på atomforurening eller lignende, som ikke er sundt for helbredet.

Batterier, der anvender en nuklear energikilde, er dog ikke noget nyt og anvendes allerede i dag i flere forskellige produkter, f.eks. pacemakere.

Jae Kwong fra University of Missouri skrev:
People hear the word ‘nuclear’ and think of something very dangerous, however, nuclear power sources have already been safely powering a variety of devices, such as pace-makers, space satellites and underwater systems.

Ved universitetet i Missouri har forskere opnået et gennembrud i at gøre denne type batterier mindre og mere fleksible. Det er lykkedes dem at lave en flydende halvleder i stedet for de traditionelle faste halvledere. Således har de kunnet lave et nuklear-batteri på størrelse med en mønt.

Sammenlignet med almindelige kemiske batterier indeholder forskernes batteri en energitæthed, der er seks gange større. I første omgang er batteriet tænkt til at drive små mikro- og nano-elektromekaniske systemer.

Microsoft Corporation

Undersøgelse: Windows 7 booter langsommere end Vista

- Via CNET - , redigeret af Pernicious

I en ny undersøgelse foretaget af firmaet Iolo Technlogies, der specialiserer sig i software til at optimere Windows-systemer, er man kommet frem til, at tidligere påstande om, at Windows 7 skulle være hurtigere til at starte op end Vista, er fejlagtige.

I modsætning til mange andre test, der fokuserer på, hvornår man har adgang til skrivebordet, har Iolo kigget på, hvornår systemet rent faktisk er klar til brug, herunder at CPU-aktiviteten ikke længere skal stå og småkøre, men være helt nede på idle-niveau.

Resultatet blev, at Windows 7 tog 1 min. og 34 sek. om at starte op, mens samme operation kun tog 1 min. og 6. sek. for Windows Vista.

Iolo undersøgte desuden, hvorledes boottiden blev påvirket, efter maskinen havde haft styresystemet installeret i 3 måneder. Resultatet af dette var, at det nu tog ca. 1 min. længere at starte maskinen op. Samtidig viste det sig, at Windows 7 overhalede Vista indenom efter både 3 og 6 måneders brug.

Hvordan Iolo har udført en 3 og 6 måneders test af et styresystem, der først gik RTM midt i juli, nævner firmaet intet om, men de vil fremlægge en mere detaljeret gennemgang af deres test i næste uge.

Flickr - Xjs-Khaos

Google laver stor undersøgelse over RAM-blokkes pålidelighed

- Via CNET News - , redigeret af Pernicious

Med verdens måske største samling af computerservere, bygget på regulær hardware, er der næppe nogen bedre til at lave en større undersøgelse over pålideligheden af RAM-blokke end Google. Og det er netop, hvad firmaet har gjort, i en undersøgelse der afviser en lang række myter omkring emnet.

I modsætning til, hvad de fleste bruger hjemme i deres almindelige computere, anvender Google DRAM med ECC, hvilket vil sige RAM, der selv kan rette de fleste fejl, efterhånden som de opstår. Det betyder også, at Google kan holde tal på, hvor mange fejl, der rent faktisk opstår – et tal der er noget højere, end hvad man tidligere regnede med.

Google kom bl.a. frem til, at en ud af tre server oplevede mindst én fejl om året, som rammene selv kunne rette, mens en ud af hundrede servere oplevede mindst en uoprettelig fejl om året, som førte til, at systemet brød ned. I almindelige hjemmecomputere uden ECC, ville begge scenarier i de fleste tilfælde føre til et nedbrud.

Google kunne derfor tilbagevise de tidligere tal, der sagde 200-5.000 fejl pr. 1 milliard operationstimer. I stedet viser de nye tal, at der er tale om 25.000-75.000 fejl.

Af andre interessante tilbagevisninger af kendte myter omkring RAM, kunne Google bl.a. rapportere, at temperaturen kun havde en marginal indflydelse på antallet af fejl. På samme måde kunne Google også tilbagevise, at nyere RAM-teknologier, såsom DDR2, skulle være mere udsat for fejl, fordi elektronikken er presset mere sammen.

Til sidst kunne Google også rapportere, at når et RAM-modul først begynder at lave fejl, så bliver antallet af fejl stærkt tiltagende. Dette sker typisk efter 10-18 måneders brug.

Microsoft

Microsoft Zune-tjenester måske på vej til iPod

- Via ZDNet Blogs - , redigeret af Emil , indsendt af hmn

Microsofts Zune omfatter ikke blot hardware, men også software samt en række tjenester. P.t. er det primært den håndholdte Zune HD medieafspiller, der kan gøre brug af tjenesterne, men står det til Microsoft, så bliver det ikke ved med at være sådan.

I en snak med Mary Jo Foley fra ZDNet kunne Microsofts kommunikationschef for selskabets afdeling for tv, video og musik, Jose Pinero, fortælle, at de vil satse mere på at udbrede deres software og tjenester end at fokusere på hardware.

Pinero kunne således oplyse, at en af de strategier, de overvejer, er at tilbyde deres tjenester til flere tredjepartsenheder, som f.eks. Apples iPod og iPhone.

Hvordan det præcist skal laves, er endnu ikke fastlagt, det kan være som et App, der kan streame musik fra Zune, hvis man har et Zune Pass-abonnement, eller som software, der kan overføre musik til ens iPod.

I første omgang har Microsoft dog fokus på at få Zune-tjenesterne implementeret på Xbox 360’eren.

Folketinget

Folketingets nye site blev presset i knæ af søgerobotter

- Via Computerworld DK - , redigeret af Emil , indsendt af Jace

Midt i september offentliggjorde Folketinget deres nye hjemmeside i en betatest, hvor man kunne få en forsmag på, hvordan den ville se ud og virke.

For få dage siden blev den officielt lanceret, men blev efter ganske kort tid ramt af et nedbrud. Det viser sig nu, at det var en overvældende mængde trafik, der fik siden til at gå i knæ, men ikke fra nysgerrige borgere, derimod fra søgemaskiner.

Flere forskellige søgemaskiner var gået i gang med at indeksere den nye side, hvilket resulterede i mange tusinde af “visninger” på kort tid, og det var mere, end hvad serverne kunne klare.

Liselotte Astrup, it-udviklingschef hos Folketinget til ComputerWorld skrev:
Det er søgerobotter, som går ind og crawler hele sitet. Så vi regner med, at det er begyndervanskeligheder.

Løsningen på problemet blev at udelukke nogle af søgemaskinernes robotter i at crawle siden.