mboost-dp1

Skype

Janus Friis bliver medejer af Skype

- Via The Register - , redigeret af Net_Srak , indsendt af arne_v

I den seneste tid har der været åben kamp mellem de tidligere og nuværende ejere af Skype, med Niklas Zennström og Janus Friis på den ene side og eBay på den anden.

Striden ser nu ud til at være bragt til ophør, idet parterne er nået til enighed om en aftale. Med aftalen får de to tidligere Skype-ejere igen en andel af deres gamle firma, idet de nu vil råde over 14 % af firmaet, ligesom de får en post i bestyrelsen.

Som modydelse vil Zennström og Friis overdrage rettighederne til den peer-to-peer-teknologi, der anvendes i Skype, som de to stiftere stadig havde rettighederne til i selskabet Joltid. Ud over rettighederne følger også en større sum penge.

Med aftalen på plads kan eBay afslutte handlen med den række af investorer, der ønsker at købe 65 % af Skype. Med Zennström og Friis inde i billedet får investorerne dog kun 56 % af selskabet. eBay beholder en andel på 30 %.

TDC A/S

TDC dropper ny ventetone

- Via Politiken - , indsendt af Rasmus064

Efter en lang reklamekampagne med musikkerne Bent Fabricius-Bjerre og Søren Rasted, der førte til en ny ventetone for mange af TDC’s mobilkunder i starten af september i år, har TDC nu valgte at droppe ventetonen.

Ventetonen, der afløste den 80 år gamle “dut-dut”-ventelyd, for mobilkunder hos TDC, der ringede til en anden TDC-mobilkunde, er ikke faldet i god jord hos kunderne.

Ifølge Rasmus Windfeld fra TDC’s pressetjeneste, så er selve melodien ikke problemet, men det er derimod en række lyde i musikken, som kunderne ikke bryder sig om.

Flere kunder har udtrykt sig meget skarpt over for ventetonen, som de mener, har lydt fra alt som bremsende S-tog til rundsave og fax-maskiner.

Intel

Intel finder fejl i SSD-firmware

- Via The Register Hardware - , indsendt af Skak2000

I slutningen af oktober kom det frem, at Intel igen havde problemer med en netop udsendt firmwareopdatering til deres X25-M SSD, som omgående fik dem til at trække opdateringen tilbage.

Intel har siden arbejdet på sagen, og der er nu nyt. Fejlen er endnu ikke blevet rettet, idet det først netop er lykkedes Intel at genskabe fejlen. Det betyder dog, at en løsning snart forventes klar.

Firmwareopdateringen, der var til anden generation af X25-M-drevet, gav en markant forbedring af skrivehastigheden og indførte understøttelse af Trim under Windows 7.

Det var brugere af Windows 7, der opdagede fejlen, idet drevet pludselig stoppede med at virke eller fik computeren til at gå ned.

De første undersøgelser tyder på, at fejlen kun opstår, hvis man benytter en ældre udgave af firmwareopgraderingssoftwaren sammen med den nye firmware. Det er ikke oplyst, hvornår Intel forventer at have en fejlrettelse klar.

flickr - Olivier Bruchez

APG opgiver at retsforfølge private fildelere

- Via Politiken - , redigeret af Mandalae , indsendt af christian21

APG opgiver at retsforfølge private fildelere, da de ikke magter at løfte bevisbyrden.

Maria Fredenslund, advokatfuldmægtig for APG til Politiken skrev:
Det har vi været nødt til, fordi det er kommet frem i landsretten, at det kræver meget stærke og konkrete beviser at få dømt de her folk. Vi har simpelthen ikke kunnet løfte bevisbyrden

I hele APG’s historie har der været 4 principielle sager, hvoraf 1 har ført til dom – pga. tilståelse. I de resterende 3 er de anklagede blevet frikendte pga. manglende beviser.

Det betyder nu, praktisk set, at tilståelse er den eneste vej til domsfældelse for fildeling blandt private.

Den strenge bevisbyrde uddybes i en rapport fra Kulturministeriet, hvor det blandt andet hedder:

Kulturministeriet skrev:
Ud fra de fire nævnte domme kan det konstateres, at domstolene ikke dømmer indehavere af internetforbindelser alene på baggrund af teknisk identifikation af IP-adresser og teknisk sammenfald mellem filer.

95 % af alle downloads sker uden om rettighedshaverne ifølge IFPI.
70 % af de unge mellem 15 og 25 år henter filer på nettet ulovligt.

GLOBALFOUNDRIES Inc.

GlobalFoundries vil være bedre end Intel

- Via TG Daily - , redigeret af Net_Srak

Intel har i mange år været et skridt foran, når det drejer sig om produktionsteknologi. Det er især de til stadighed skrumpende transistorstrukturer, som Intel har godt styr på, men ifølge AMD kan det billede snart ændre sig.

Siden AMD skilte deres produktionsfaciliteter ud i firmaet GlobalFoundries, der er ejet af Advanced Technology Investment Company (ATIC), har ATIC ønsket at styrke deres position. Det sker nu med en fusionering med firmaet Chartered Semiconductor, der også ejes af ATIC.

Sammen vil det nye selskab have omkring 150 kunder og arbejde på at opnå en produktionsteknologi, der er på højde med, eller bedre end, konkurrenterne Intel og TSMC.

Joe Macri, teknisk ansvarlig hos AMD skrev:
We think that Global Foundries may surpass Intel’s technology in the future because of the partnerships.

SXC - happe

3-strikes-regel igen til debat i EU

- Via TorrentFreak - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Skak2000

Først var det tilladt, siden blev det forbudt, og så blev det igen tilladt for et land at fratage en borgers adgang til internettet. Det er den såkaldte 3-strikes-regel, der har været omdrejningspunktet, og det har den været igen ved de netop afsluttede forhandlinger i EU.

Forhandlingerne var mellem Europaparlamentet, EU-kommissionen og flere regeringsrepræsentanter fra EU-lande, og de ser nu ud til at sætte et punktum i debatten.

Det er lykkedes parterne at indgå i et forlig, der blandt andet er udarbejdet af Piratpartiets Chirstian Engström, som mener, det er et godt kompromis, uden dog at være perfekt.

Det er nemlig stadig muligt for et land at indføre 3-strikes-reglen, idet den ikke bliver forbudt, men omvendt heller ikke påkrævet. For de lande, hvor man vil bruge reglen, er der nu sat krav om, hvordan det skal ske. Således skal den anklagede garanteres en fair og uvildig behandling og have mulighed for at udtale sig om sagen.

Google

Google frigiver interne JavaScript-programmeringsværktøjer

- Via Google Code blog - , indsendt af Skak2000

Google har meget erfaring når det kommer til at lave webapplikationer, som Gmail, Google Docs, Google Maps m.fl. Det er blandt andet blevet til en række egenudviklede JavaScript-værktøjer, som Google nu frigiver nogle af som open source.

Pakken kalder Google for Closure Tools, og indeholder tre forskellige værktøjer; Closure Compiler, Closure Library og Closure Templates.

Det første værktøj, Closure Compiler, er beregnet til at optimere og generere kompakt og effektiv JavaScript-kode. Det gør den blandt andet ved at finde og fjerne “død” kode og omskrive resten så det afvikles hurtigst muligt.

Med Closure Library får man adgang til et gennemtestet JavaScript-bibliotek, der indeholder en masse funktioner programmører kan genbruge i deres kode. Det kan være værktøjer til at håndtere animationer, serverkommunikation, tekstredigering m.m..

Sidst er der Closure Templates der er en række af skabeloner som har fokus på effektiv JavaScript-kode. Der er tale om små komponenter, der ifølge Google gør det nemmere at bygge sin brugergrænseflade.

Domstolsstyrelsen

Ny fadæse i offentligt it-system

- Via Computerworld DK - , indsendt af arne_v

Hos Domstolsstyrelsen har man gennem de seneste år haft gang i udviklingen af et digitalt tinglysningssystem, der skulle gøre det nemmere for advokater landet over at tinglyse f.eks. ægtepagter og ejendomshandler. Systemet er dog så behæftet med fejl, at flere advokater har mistet tilliden til det.

Den seneste fejl, som opstod for et par dage siden, forårsagede, at 700 kladder til tinglysning pludselig forsvandt. Ironisk nok opstod fejlen, da CSC, der står for udviklingen af systemet, ville gennemføre en større opdatering, der skulle fjerne 350 andre fejl.

Det kunne have gået endnu værre, idet 18.000 yderligere kladder var på nippet til at blive slettet, men blev reddet i sidste øjeblik.

Hos foreningen Danske Advokater er man ved at miste tålmodigheden, og formanden Allan Ohms udtaler:

Allan Ohms, formand for Danske Advokater til Computerworld skrev:
Antallet af fejl ved det nye system har nu været så utallige, at vi ikke mere tror på forsikringerne om, at den digitale tinglysning vil fungere upåklageligt fra årsskiftet.

Hos Domstolsstyrelsen maner man til besindighed og lover, at det bliver bedre. Alt i alt har det indtil videre kostet danskerne over en halv milliard kroner at udvikle systemet.

SXC - Gokoroko

Til eksamen med internetadgang

- Via Undervisningsministeriet - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Josso

Internettet udråbes ofte som den største informationskilde i verden, og nu kan elever i en række danske skoler trække på denne viden under deres afgangseksamen.

I første omgang er det 14 skoler, der tillader adgang til internettet under eksamen, 8 gymnasier og 6 handelsskoler. Et af gymnasierne er Nærum Gymnasium, hvor man den 30. oktober afholdte skriftlig dansk-eksamen med internetadgang.

Udover dansk vil eleverne også kunne tilgå nettet i fagene matematik, samfundsfag, afsætning, virksomhedsøkonomi og international økonomi.

Forløber eksperimentet i de 14 skoler godt, så er målet at give elever på alle skoler lov til at anvende internettet til en eksamen i 2011.

Reglerne for anvendelse af internettet er simple. Eleverne må tilgå alle de sider, de vil, men de må ikke tage kontakt til nogen personer; sker det, er konsekvensen bortvisning. Skolen anvender derudover også software til at undersøge, om de afleverede besvarelser matcher eksisterende, som findes på nettet.

SXC - kezze

APG udtaler sig om anmeldelse

- Via En frustreret forbruger - , indsendt af enfrustreretforbruger

Efter at Henrik Andersen, indehaver af hjemmesiden enfrustreretforbruger.dk, sendte et brev til Antipiratgruppen (APG), hvor han anmeldte sig selv for ulovlig kopiering, er sagen blevet taget op i flere medier, bl.a. her på newz.dk.

Hos Comon har man haft fat i Antipiratgruppen for at få en kommentar fra dem, og de har nu svaret. De oplyser, at de ser det som en politisk sag, og derfor har sendt anmeldelsen videre til Foreningen af Danske Videogramdistributører.

Det er så op til foreningen at tage stilling til, hvordan de vil behandle anmeldelsen; om det skal være som en tilståelsessag eller om de vil tage den debat op, som anmeldelsen lægger op til. Beslutningen vil blive taget ved næste møde i foreningen, der finder sted i den kommende uge.

Henrik Andersen selv finder det lidt underligt, at han skal læse om intentionerne i pressen, men er ellers spændt på, hvad der vil blive besluttet.