mboost-dp1

Intel

Intel er klar med digital bog-oplæser

- Via VentureBeat -

Hvis man som svagtseende eller blind vil læse en tekst, der kun findes på tryk, så er hjælpen nu nær i form af Intels nye Intel Reader.

Intel Reader er en enhed bestående af et indbygget fem megapixel kamera, Atom-drevet computer, en lille skærm og højtalere.

Med kameraet kan Intel Reader tage et billede af en tekst, hvorefter den indbyggede computer gennemfører en tekstgenkending på billedet og efterfølgende konverterer teksten til tale.

Den digitale oplæser er dog ikke nogen billig fornøjelse med en vejledende pris på 1.499 dollars eller omkring 7.500 kroner. Til sammenligning koster en e-bog-læser typisk mellem 200-250 dollars, hvor f.eks. Kindle 2 også kan oplæse tekst.

Intel Reader kommer med 2 GB lagerplads, hvilket svarer til omkring 500.000 sider, og anvender Intels egen Linux-distribution, Moblin, som operativsystem.

Du kan se en demonstrationsvideo af Intel Reader herunder.

OpenOffice.org

Rødovre vælger OpenOffice

- Via Version2 - , redigeret af Pernicious

Det er ikke længe siden, at Lyngby-Taarnbæk Kommune besluttede ikke at forny licensen til deres Microsoft-kontorpakke på deres folkeskoler til fordel for OpenOffice, og nu har Rødovre Kommune valgt også at benytte den gratis kontorpakke.

Således gik kommunen i går i gang med at installere OpenOffice på omkring 1.100 af kommunens computere.

Det sker, ifølge it-chef Lars Roark, ikke af idealistiske grunde, men fordi Office 2003, som kommunen ellers benytter, ikke arbejder optimalt sammen med kommunens sagsbehandlingssystem.

Valget stod derfor mellem at opgradere de mange computere til Office 2007 eller OpenOffice. Valget af OpenOffice begrundes først og fremmest med, at Rødovre Kommune ikke havde råd til nye Microsoft-licenser, men også fordi det er muligt at eksportere dokumenter direkte til pdf, som er en fordel, når man skal sende dokumenter til borgerne.

De mange OpenOffice-installationer vil ikke erstatte de nuværende Office 2003-installationer, men installeres side om side med Microsofts software.

Samsung

Samsung annoncerer nyt styresystem til mobiltelefoner

- Via Bada -

Samsung laver mobiltelefoner i mange forskellige varianter og med flere forskellige operativsystemer. Nu vil de snart til at lave telefoner med et helt nyt OS – et de selv har udviklet.

Navnet bliver Bada, hvilket betyder hav på koreansk. Ifølge Samsung er der tale om et OS, som vil være nemt og intuitivt at både benytte og udvikle software til, tiltænkt deres egne telefoner.

Idéen med Bada er jævnfør Samsung selv at lave et operativsystem, der kan give den samme brugeroplevelse på en “almindelig” mobiltelefon som på en smartphone.

Det skal blandt andet ske ved at lave en unik visuel oplevelse og ved at tilbyde en nem måde at købe programmer til kommende Bada-mobiltelefoner på, som kendt fra f.eks. App Store.

Der er endnu ikke mange tekniske detaljer ude om operativsystemet eller billeder af, hvordan det ser ud. Der er åbnet en hjemmeside til projektet, men den egentlige lancering vil først ske i næste måned.

Mozilla

Firefox igen udråbt til at have rettet flest sårbarheder

- Via Computerworld - , indsendt af Jonasee

I USA har firmaet Cenzic, der specialiserer sig i web-sikkerhed, lavet en opgørelse over, hvilke browsere der blev lavet flest sikkerhedsrettelser til i det første halvår af i år.

Undersøgelsen viser, at Firefox stod for 44 % af fejlrettelserne, efterfulgt af Safari med 35 %. På tredjepladsen kommer Internet Explorer med 15 %, og på fjerdepladsen er Opera med 6 %.

Firefox er tidligere, af danske Secunia, blevet udråbt til den browser, der kommer flest fejlrettelser til, men ifølge Cenzic kan man ikke blot konkludere, at browseren med de fleste fejlrettelser også er den mest usikre.

Årsagen er, at undersøgelsen ikke kigger på, hvilken type rettelser der er tale om, eller hvor kritiske de er. Den teknologiansvarlige hos Cenzic påpeger da også, at han personligt selv anvender Firefox.

Hos Firefox er man lidt trætte af undersøgelser som Cenzics, idet de mener, det er en forkert måde at måle sikkerhed på.

remora.ca

Botnet lukket ned af sikkerhedsfirma

- Via The Register -

It-sikkerhedsfirmaet FireEye har haft succes med at lukke et botnet ned, der på et tidspunkt stod for op til en tredjedel af alt spam i verden.

Botnettet, der går under navnene Mega-D og Ozdok, blev først analyseret af FireEye for at finde ud af, hvordan det fungerede. Fokus var især på botnettes funktioner til at overleve, hvis en eller flere af kontrolserverne forsvandt.

Efter analysen var færdig, slog FireEye til i en koordineret aktion sammen med flere internetudbydere. Resultatet kunne ses med det samme hos firmaet M86, der overvåger, hvor meget spam, der sendes fra botnettet. Antallet af spam-mails styrtdykkede, og efter yderligere et par dage var botnettet lukket helt ned.

Nedlukning af et botnet har før vist sig svært, idet de inficerede zombie-computere, der indgår i netværket, er lavet til automatisk at søge alternative kontrolservere, hvis kontakten mistes. Ifølge FireEye har de dog taget hensyn til dette og blandt andet oprettet servere, der efterligner en kontrolserver, men ikke sender kommandoer. Disse servere har p.t. registreret over 250.000 zombier i Mega-D botnettet.

SXC - happe

EU: Oracle må ikke købe Sun

- Via CNET News -

I foråret kom det frem, at Oracle ønskede at købe Sun, hvilket ledelsen i de to virksomheder var blevet enige om. Efterfølgende fik de aktionærernes godkendelse og så de amerikanske myndigheders godkendelse.

Handlen ser dog nu ud til at falde til gulvet, idet EU-kommissionen, der har haft opkøbet sat på pause, ikke vil gå med til, at Oracle køber Sun. Kommissionen har tidligere meldt ud, at de var skeptiske over den position, som Oracle vil få på databasemarkedet med købet af Sun, og det er også dette, der ligger til grund for beslutningen.

Det er specifikt overtagelsen af MySQL-databasen, som EU-kommissionen ikke kan acceptere, idet de mener, det vil have en negativ effekt for konkurrencen på databasemarkedet.

Oracle er ikke overraskende meget utilfredse med beslutningen og siger, at der er tale om en misforstået holdning til databasemarkedet og dynamikken i open source-software.

Oracle skrev:
It is well understood by those knowledgeable about open source software that because MySQL is open source, it cannot be controlled by anyone. That is the whole point of open source.

Google

Google køber mobil-reklamespecialister

- Via Gizmodo -

Det er ingen hemmelighed, at den største indtægtskilde for Google kommer fra reklamer, primært set via computere. Mobiltelefoner bliver mere og mere anvendt til at gå på internettet, og Google har nu været på opkøb for at styrke sin position på dette marked.

For en pris på 750 millioner dollars, eller ca. 3,75 milliarder kroner, har Google indledt opkøbet af virksomheden AdMob, der specialiserer sig til reklamer i programmer til smartphones.

Google har selv et system til reklamering på mobiltelefoner, men dette er lavet til hjemmesider og ikke beregnet til reklamering inde i programmer.

Med opkøbet kan Google nu tilbyde en komplet pakke af reklamemuligheder på så godt som alle mobile platforme. Der vil dog endnu gå et par måneder, inden opkøbet er gennemført, idet købet først skal godkendes af aktionærer og myndighederne.

LG Electronics

LG sætter pris på 15″ OLED-tv

- Via engadget - , redigeret af Net_Srak

Markedet for OLED-tv er ikke særlig stort, i lang tid har der kun eksisteret ét af sin slags på markedet, Sonys XEL-1 på blot 11 tommer. Nu får tv’et dog konkurrence, idet LG lancerer deres 15″ OLED-tv i Sydkorea i denne uge.

Ligesom med Sonys OLED-tv, så er det en dyr fornøjelse at købe LG’s fjernsyn, der har fået et prismærke, hvorpå der står tre millioner won, eller ca. 13.000 kroner.

I første omgang er det kun muligt at købe fjernsynet i Sydkorea, og det er ikke oplyst, hvornår det finder vej til resten af verden.

De første indtryk af fjernsynet blev lavet under IFA-messen tidligere i år, hvor LG præsenterede den for pressen. Her var de fleste enige om, at farvegengivelsen og kontrasten var meget imponerende.

Flickr - landhere

Fem år med Firefox

- Via CNET News - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Skak2000

I går, den 9. november, var det fem år siden, Mozilla frigav Firefox 1.0. Det skete i en tid, hvor Microsoft nærmest var ene om at kontrollere browsermarkedet.

Mozilla proklamerede, at browserkrigen ikke var overstået, hvilket de sidenhen har fået ret i. I dag er Firefox den anden mest benyttede browser i verden.

Firefox hed slet ikke Firefox i starten, men Phoenix, hvilket skulle indikere genopstandelsen af browseren fra asken af Netscape, men navnet måtte droppes, da det var varemærkebeskyttet af firmaet Phoenix Technologies. Efterfølgende fik det navnet Firebird, men det måtte også skrottes, da folkene bag Firebird-databasen ikke brød sig om sammenfaldet.

Da Firefox udkom i version 1.0 blev det hentet 10 millioner gange i løbet af den første måned, meget mere end udviklerne havde håbet, og siden er det kun gået fremad for ildræven.

Flickr - bongo vongo

HTTPS-forbindelser er ikke sikre pga. en fejl i TLS/SSL-protokollen

- Via Ars Technica - , indsendt af Emilsen

I sidste uge blev der offentliggjort en alvorlig fejl i TLS-protokollen, som kan udnyttes til at at gennemføre et såkaldt man-in-the-middle-angreb (MITM) på HTTPS-kommunikation.

Fejlen, der blev opdaget i Transport Layer Security (TLS)-protokollen, rammer alle versioner af SSL og blev allerede opdaget tilbage i august, men Marsh Ray og Steve Dispensa fra firmaet PhoneFactor, der stod bag opdagelsen, valgte ikke at offentliggøre deres fund.

Når fejlen nu er blevet kendt, skyldes det, at den blev opdaget af en anden person, Martin Rex fra firmaet SAP, der valgte at offentliggøre den. Det har fået Ray og Dispensa på banen med en offentliggørelse af de yderligere detaljer om fejlen samt et forslag til, hvordan den kan rettes.

Hos OpenSSL, som har været med til at arbejde på fejlrettelsen, har man udgivet en midlertidig patch, der lukker hullet i deres TLS/SSL-implementation.