mboost-dp1

SXC - kirsche222

Facebook er ikke sundt for ægteskabet

- Via TG Daily -

Facebook er populært blandt mange mennesker, men ifølge en online skilsmisse-tjeneste i Storbritannien, så er den sociale netværkstjeneste indblandet i op mod hver femte af de skilsmissesager, de gennemfører.

Hos divorce-online.co.uk havde direktøren Mark Keenan flere gange hørt fra sine ansatte, at Facebook havde været kilden til oplysninger, som enten direkte eller på anden måde førte til en skilsmisse.

Det fik Keenan til at foretage en undersøgelse i 5.000 tilfældigt udvalgte sager, og her dukkede ordet Facebook op i 989 af dem, hvilket overraskede ham meget.

I de fleste tilfælde, hvor Facebook var nævnt, var det i forbindelse med, at den ene part havde haft upassende samtaler med en anden person.

Facebook

Facebook kigger på årets statusopdateringer

- Via Telegraph -

Blandt de mange millioner mennesker, som hver dag benytter Facebook, er en af de mere udbredte aktiviteter de såkaldte statusopdateringer.

Hos Facebook har man kigget på, hvad folk oftest har haft stående i deres statusopdatering i løbet af 2009, og det er der blevet en interessant top 15-liste ud af.

På førstepladsen finder man ikke overraskende opdateringer omhandlende applikationer, hvor programmer som Farmville og Farm Town har skilt sig ud. På andenpladsen kommer begrebet FML, hvilket er en forkortelse for Fuck My Life.

Efter de mange, som er trætte af deres liv, følger svineinfluenzaen, der indtager tredjepladsen efterfulgt af mere død, nemlig interessen for afdøde kendte personer. Her finder man bl.a. Michael Jackson og Patrick Swayze.

Længere nede på listen finder man Facebook selv, der indtager en niendeplads, efterfulgt af Twitter på tiendepladsen.

Trend Micro Incorporated

Microsoft kritiseres af antivirusproducenter

- Via The Register - , redigeret af Net_Srak

I et forsøg på at hjælpe deres kunder til at opnå en hastighedsforbedring ved brug af Windows i versionerne Windows 2000, XP, Vista, Windows 7, Server 2003, Server 2008 og Server 2008 R2 har Microsoft anbefalet, at man skal udelade en række filtyper og mapper fra at blive scannet af ens antivirussoftware.

Hos Trend Micro er man som sådan enige i, at det kan give god mening at undlade at scanne visse filer og mapper, men ved at offentliggøre det, som Microsoft har gjort, hjælper det også udviklerne af vira og malware.

Vælger folk at følge Microsofts anbefalinger, og en malwareproducent laver sin software, så den netop gemmer sig i mapper, der ikke scannes, så giver det problemer.

Flickr - mutednarayan

Ti år med uheldige teknologiske øjeblikke

- Via Technologizer -

År 2009 er ved at rinde ud, og dermed også det første årti i 2000’erne. Det har fået Harry McCracken fra hjemmesiden Technologizer til at kigge tilbage på de seneste ti år og finde de mest uheldig teknologiske øjeblikke.

Det er blevet til i alt 87 tilfælde af teknologi, der ikke blev en succes, eller på anden måde har gjort sig uheldigt bemærket. Blandt disse finder man blandt andet Microsofts forsøg på at presse det sidste ud af Windows 9x-platformen med Windows Me.

Af andre “mindeværdige” teknologiske øjeblikke finder man introduktionen af Segway, Sonys kopisikre cd’er, der kunne brydes med en sprittusch, SCOs retssag mod IBM og Sonys fadæse med rootkit-software på musik-cd’er.

Følg linket til kilden for at læse alle 87 bommerter.

Sony

Forsker udtænker nyt superbatteri

- Via The Register Hardware - , redigeret af Net_Srak

Batteriteknologien kæmper stadig med at indhente de stadig stigende krav til energi, som vore dage elektroniske produkter har. Løbende hører man om lovende teknologier, og nu er der endnu et forslag på banen.

Denne gang er der kun tale om en teori, men ifølge Alfred Hubler, forskeren som står bag idéen, så vil de første prototyper kunne laves om et års tid.

Ifølge Hubler så kan man lavet nyt superbatteri, der kan rumme op til 10 gange så meget energi som de bedste batterier i dag, ved at anvende en kvanteeffekt, der opstår når man bygger strukturer i nanostørrelse.

Ved at lave et batteri med elektroder, der blot er placeret med 10 nm mellemrum med en isolering imellem dem, kan man opnå en kapacitiv effekt, der er meget høj, idet kvanteeffekten vil forhindre energien i at flytte sig fra en elektrode til en anden.

Ud over at have en meget høj energitæthed, vil batteriet også være meget hurtigere at oplade end nuværende Li-Ion batterier. Når Hubler mener en prototype vil kunne være klar om et år, så skyldes det, at teknikken til at gøre det allerede eksisterer. Batteriet vil kunne laves ud fra samme produktionsmetoder som f.eks. Intel bruger til at lave processorer.

Du kan læse mere om batteriet, der har fået navnet “Digital Quantum Batteries” i denne artikel (pdf).

Flickr - Jacob Bøtter

Google skal måske digitalisere dansk kulturarv

- Via Politiken -

Hos Det Kongelige Bibliotek ligger man inde med store mængder af værker som endnu kun findes i trykt form. Det vil biblioteksdirektør Erland Kolding Nielsen gerne have lavet om på, han vil gerne have dem digitaliseret.

Med 1,6 millioner bind, så er det et projekt som anslås til at koste 500 millioner kroner at gennemføre. Desværre for biblioteket, så har politikerne kun stille 21 millioner til rådighed til opgaven over de næste 3 år.

Biblioteksdirektøren ser derfor ingen anden udvej end at henvende sig til nogle som har midlerne, og her tænker han specifikt på Google. Google har tidligere proklameret, at deres mål er at gøre alt skrevet materiale søgbart. I første omgang omfatter det en digitalisering af 30 millioner bind, af hvilke de har klaret de 10 millioner.

Når Nielsen vil gå til Google skyldes det også, at han ser digitaliseringen som meget vigtig, idet værkerne ellers vil forsvinde ud af folks bevisthed.

Eralnd Kolding Nielsen til Politiken skrev:
Hvis vi ikke er på nettet, bukker vi under i den kommende generations bevidsthed om, hvad der er dansk.

Blandt politikerne på Christiansborg er der delte meninger om forslaget. Oppositionen er imod og mener midlerne bør findes så Det Kongelige Bibliotek selv kan klare opgaven, men hos kulturminster Carina Christensen afviser man ikke et samarbejde med det private.

LG Display

LG laver 2,6 mm tyk 42″ LCD-panel

- Via LG.Phillips - , redigeret af Net_Srak

For blot ca. to måneder siden kunne Samsung imponere verden med et 40″ LCD-panel, der blot havde en tykkelse på 3 mm. Nu slår LG Display igen, ved at introducere et LCD-panel på 42″, der kun er 2,6 mm tykt.

Det tynde LCD-panel har en opløsning på 1920×1080 pixels, kan opdatere billedet 120 gange i sekundet og vejer blot fire kilo, hvilket gør det velegnet til montering på en væg.

LG har tidligere været fremme med tynde LCD-paneler, sidst var i foråret, hvor de fremviste et 42″ og 47″ panel, der dengang havde en tykkelse på 5,9 mm. Dermed har firmaet klaret at mere end halvere tykkelsen på blot syv måneder.

Det nye LCD-panel vil blive fremvist første gang til CES-messen i Las Vegas, der finder sted den 7.-10- januar.

Microsoft Corporation

Microsoft afviser at have fyret medarbejder for ikke at ‘Binge’

- Via Neowin.net - , redigeret af Net_Srak , indsendt af Jerry

Den 16. december dukkede der en video op på YouTube hvor man kunne se en person, der fortalte at han var blevet fyret, fordi han ikke sagde Bing med nok entusiasme.

Fyringen skulle være sket på stedet af ingen ringere end Steve Ballmer og det er blevet til en historie på mange hjemmesider verden over.

De fleste af historierne antyder i overskriften at historien er sand, men trækker dog lidt i land senere og understreger at man ikke ved om historien i videoen er ægte.

Ifølge hjemmesiden Neowin er der dog ikke tale om en sand historie. De henviser til, at Frank Shaw, der er kommunikationsansvarlig hos Microsoft, kommenterer nyheden på hjemmesiden Mashable som værende sjov, men falsk.

Du kan se videoen herunder.

Mozilla

Den mest populære browser i verden er Firefox 3.5

- Via Slashdot - tech - , indsendt af arne_v

Når der surfes rundt på nettet, så sker det fra mange forskellige browsere, hvoriblandt Microsofts Internet Explorer er den mest udbredte. Kigger man dog på hvilken version af browser, der klarer sig bedst, så er det Mozillas Firefox 3.5, der er den mest populære.

Det er konklusionen på tjenesten Statcounters seneste tal for udbredelsen af browsere i verden, som er baseret på oplysninger fra 3 millioner hjemmesider fordelt i hele verden.

Det er især i Europa at man er glade for Firefox, hvor tallene viser en markant højere interesse for Mozillas browser. Således anvender 28,37 % af europæerne Firefox 3.5 og kun 21,62 % anvender Internet Explorer 8.

Tallene fra Statcounter viser også, at Internet Explorer 6 stadig lever i bedste velgånede. Hele 13,89 % af hjemmesiderne bliver set med Microsofts aldrende browser. Det er især brugere i Asien og Afrika, der trækker dette tal op, hvor IE6 stadig er den mest udbredte browser.

SXC - garytamin

Kina vil ikke tillade domæner til private

- Via Time - , indsendt af LordMike

I Kina har man endnu engang, i kampen mod pornoens navn, besluttet at begrænse hvad kineserne har af muligheder på internettet. Denne gang har China Internet Network Information Center (CNNIC) besluttet, at det kun er virksomheder, der fremover kan registrere et domænenavn.

CNNIC vil nu gå i gang med at gennemgå de næsten 13 millioner .cn-domæner, som allerede er registreret, for at verificere ejeroplysningerne. I de tilfælde hvor oplysningerne ikke er præcise, vil domænet blive nedlagt.

Som ved andre tiltag fra de kinesiske myndigheder, så ser flere også det nye tiltag som en måde at stramme censur-skruen yderligere, da de tvivler på, at man kun vil gå efter pornografiske hjemmesider.

Hos McAfee og andre virksomheder, der arbejder på at bekæmpe skadeligt software, ser man lidt positivt i udmeldingen. Den større kontrol kan føre til en reduktion af mængden af sider, som spreder malware. I dag er hjemmesider fra .cn-domænet den anden-hyppigste kilde til skadelig software på nettet.